Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. juni 2022

”BURGERE & BAJERE” lokkede ca. 150 gæster – venner, familie, samarbejdspartnere, kunder, leverandører og netværk – til åbent hus fredag eftermiddag hos Skiltefabrikken.nu, som ønskede at fejre det indgåede partnerskab mellem Sara Skovby Thomsen og Søren Schmidt Christiansen samt fremvise den imponerende tilbygning,

Mange nye kvadratmeter

Tilbygningen giver plads til både showrum, mødefaciliteter samt kontorer – bla. vil Søren fremover være at finde her. Desuden er der en stor hal, hvor biler kan blive udstyret med diverse reklamer, illustrationer, fotos etc.

Fejlproduktioner skal genanvendes

I denne hal står der i dag desuden 6 kæmpe sække med fejlproduktioner af medaljer til Royal Run 2022, hvor Skiltefabrikken.nu leverede 92.500 medaljer fremstillet over fire måneder.

– Vi har fokus på miljøet, så derfor skal indholdet i disse på en længere rejse, inden materialet kan genavendes, siger Søren til RYK IND RIBE og uddyber: – Vi har Skiltefabrikken.nu har et retursystem for akryl, der netop skal bruges til at lave nye Green Cast akrylplader. Vi samler både afskær og rester i vores egen produktion.
Derved kan vi sende en stor mængde rester afsted samlet til Tyskland, hvor resterne bliver lavet til granulat og efterfølgende bliver støbt om til nye plader i Italien. Alt sammen med en dokumenteret CO2 reduktion på min. 50%.

Brugt 700 m2 akryl

Green Cast-pladerne har et CO2 udtryk, der er under halvt så stort som akrylplader produceret fra ny, desuden er der helt styr på plastresterne, så det bliver genanvendt i stedet for at ende steder, hvor plast ikke hører hjemme.
Sara uddyber: – Materialet til medaljerne, Green Cast-akryl, blev fremstillet af granulat, der stammede fra udtjente produkter og afskær i produktionen hos Skiltefabrikken.nu og andre steder.
Der er brugt ca. 700 m2 akryl til produktionen af årets medaljer. Pallerne indeholder 4,5 til 5 tons akryl rester.

Det nye mødelokale med Sørens kontor i baggrunden står endnu med “rå” vægge

Virksomheden søger nye medarbejdere

Sara er indgået partnerskab med Søren, så virksomheden nu har to direktører. – Jeg er faktisk besteget en karrierestige helt fra bunden, forklarer Sara, der har studeret på College 360 – Håndværk & Design. I løbet af årene – fra lærling over svend til nu direktør – har hun været med til at forme virksomheden – og ser frem til, at der skal ansættes ind til tre nye personer. – Der er brug for en printoperatør, en lærling og en elev – og vi må forvente, at Skiltefabrikken.nu også i fremtiden skal lære folk op.