Tekst og foto: René Jørgensen
25. april 2019.
Omfartsvej: Så er de første træer fældet, men en klog beslutning om sikkerheden sætter fældningen i bero.

Arbejdet med den kommende omfartsvej ved Ribe har været i gang i flere måneder, og som tidligere beskrevet i RYK IND RIBE, var torsdag dagen, hvor træfældningen skulle påbegyndes.
Klokken 14.30 gik skoventreprenøren fra firmaet Brdr. Højrup A/S Jelling i gang med fældningen af det ca. 2000 kvadratmeter store skovareal på Plantagevej i Ribe.
Da klokken nærmede sig 15.30 var et lille areal ryddet, og det er nok det, der er rydningen i første omgang, da sikkerheden skal være i orden. Både i forhold til om træerne vil vælte ud på Plantagevej, og lige nu er man ikke interesseret i at lave afspærringer på grund af træfældningen.
Et andet dilemma er de mange fuglereder med unger, der er i træerne. Før fældningen startede, blev træerne mærket op, men risikoen for at de fældede træer vælter ind i rederne gør, at fældningen midlertidigt er stoppet. Ifølge medarbejderne på opgaven kommer vi nok nogle måneder hen, før træfældningen genoptages.










































































