Tekst: René Jørgensen, arkivfoto
1. maj 2025.

Olsen Banden får statue i Valby: Lokale politikere blandt bidragyderne

Efter flere års indsats og indsamlinger bliver det nu en realitet: Egon, Benny og Kjeld får deres egen statue i Valby. Bag projektet står fans, sponsorer – og to engagerede lokalpolitikere.

Folketingsmedlem Anders Kronborg (A) og byrådsmedlem Anders Rohr Jørgensen (V) deler en fælles passion for Olsen Banden og har i flere år støttet arbejdet med at rejse en statue af den ikoniske trio.

– Olsen Banden er noget af det smukkeste, der er lavet i Danmark. Det samler os stadig, siger Anders Kronborg, som glæder sig over at have bidraget økonomisk til projektet.

De to politikere købte hver en ministatue – ligesom mange andre støtter.

– Et år lavede de endda julekalendere med Olsen Banden, som blev solgt til fordel for projektet. Det var med til at finansiere statuen, fortæller Anders Rohr Jørgensen, der også ejer ARJ Kontorcenter i Ribe.

Netavisen PIO bragte den 18. maj 2020 en artikel med titlen: ”Socialdemokratiet afviser, at Olsen-banden-statue er kedelig.” Som så mange gange før fik Anders Kronborg (A) og hans tidligere kollega fra kommunalpolitik, Anders Rohr Jørgensen (V), en hyggelig snak om den seneste udvikling i Olsen Banden-universet. Anders Rohr Jørgensen drillede efter sigende også Anders Kronborg med nogle citater fra Olsen Banden.

Seks års arbejde kulminerer

Statuen bliver officielt indviet søndag den 1. juni kl. 13.00–15.00 på Valby Tingsted. Her er både politikere, fans og initiativtager Henrik Hansen inviteret.

Henrik Hansen har siden 2019 kæmpet for at realisere visionen. Efter ønske fra afdøde Morten Grunwald placeres statuen på Valby Tingsted med front mod Nordisk Film-studierne, hvor mange af scenerne blev optaget.

De tre bronzefigurer af Egon, Benny og Kjeld er skabt af kunstneren Thor Larsen og støbt i Firenze. I maj ankommer de til Danmark, hvor de monteres på en sokkel, før de afsløres for offentligheden.

– Det er bare skidegodt! Olsen Banden-filmene har betydet meget for mig, og jeg ved, de betyder noget for mange danskere. Jeg håber, statuen bliver et nyt vartegn for Valby, siger Henrik Hansen, formand for Olsen Banden Statue Foreningen.

Projektet er blevet til med støtte fra sponsorer og donationer, som tilsammen har rundet to millioner kroner.

Og ifølge både fans og politikere er det en hyldest, der er velfortjent.