Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. oktober 2023

– Jeg er meget tilfreds med min nytolkning af det gamle billede med to figurer fra min yndlings tegneserie om Lucky Luke og hesten Jolly Jumper , lyder det fra multikunstner Leif  Fogh Jakobsen, da RYK IND RIBE  var på besøg for at se det færdige resultat.
Og det har været en lang proces – når man ser bort fra arbejdet med at skabe de to figurer med akrylmaling.

Maleriet var stærkt medtaget af smuds

Har sin egen metode

– Det var tilbage i april / maj, at jeg faldt over det gamle maleri, som var rigtig godt beskidt af smuds og nikotin, fortæller Leif og oplyser, at han rengjorde maleriet med kærnemælk.
Det er mælkesyren fra kærnemælk, som kan opløse diverse smuds – og som oftest genfinde det oprindelige maleri bedre konserveret.
– Jeg har min egen metode, som ikke er som omhyggelig som dem anbefalede en kvadratcentimeter ad gangen, forklarer Leif: – Jeg tager en område på godt 10×10 cm, som efter kærnemælken bliver tørret af med vand og endelig en omgang med min hårtørrer. Jeg arbejder mig så ind mod midten fra de fire hjørner.

Lucky på stranden

Signeret og med tekst

Ser man nærmere på parafrasen, så kan man se, at den er signeret med Leif Fogh J under den oprindelige maler A Holk – og så har den også nederst til venstre fået teksten: Lucky Luke spiller kort, Jolly Jumper går en tur.

I løbet af den kommende uge, vil billedet blive afleveret hos genbrugsbutikken Mission Afrika på Bohrsvej, hvor det sættes til salg.

Og hvad nu, Leif?

– Jeg skal lige en tur forbi Struer, hvor jeg udstiller på Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling, der slutter på søndag.
Derefter skal jeg i gang med at lave en skulptur eller to – og så har jeg jo et hav af malerier, som enten skal færdiggøres eller males over, opsummerer Leif, der også lige har et hængeparti med en bil, der snart skal synes. – Forleden stoppede bilen brat, da jeg var på vej hjemmefra, og så måtte jeg jo reparere bremserne på det lille asfaltstykke, som fører op til Vilslev kirke, kom det med et lunt smil fra den 75 årige kunstner, som jo altid selv har repareret sine biler.

Tak for besøget og på gensyn!