Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 8. juni 2023

Det er sikkert og vist. Ribe Jazzfestival holdes traditionen tro den sidste weekend i juli. Det vil sige den 28.– 30. juli.

Det siger Jakob Jakobsen, formand for foreningen Jazzin’Ribe, som står bag festivalen:

– Vi er i fuld gang med planlægningen, og det bliver med masser af god musik alle dagene leveret af såvel kendte som nye navne. Som andre festivaler og spillesteder er vi presset økonomisk og har haft et par udfordrende år med underskud. Dertil kommer, at kommunen har skåret ned på støtten til festivalen, men vi giver ikke op og kan som sagt love og garantere, at der også i år bliver en Ribe Jazzfestival i de velkendte rammer og formater. Det vil sige med koncerter rundt om i byen – både indendørs og udendørs.

Således bliver der også i år rejst en stor scene på pladsen ved domkirken, hvor forskellige bands optræder og spiller alle dagene.

Blandt de kendte navne, som publikum kan opleve på festivalen, kan nævnes Kjeld Lauritsen og Henrik Gunde i en spændende duo-konstellation på Hammond orgel og klaver. Desuden kan man møde sangerinden Sinne Eeg og ikke at forglemme guitaristen Jacob Fischer, som i lighed med tidligere år står for den traditionsrige afslutningskoncert søndag eftermiddag. Og selvfølgelig er Big Band Ribe – byens lokale stolthed – også blandt de optrædende.

Hvem der spiller hvor med praktiske oplysninger om bl.a. billetkøb kan man følge med i på Facebook og på hjemmesiden: www.ribejazzfestival.dk