Tekst og fotos Hasse Jørgensen og Rene Jørgensen. Tirsdag den 8. jan.
Julen varer lige til påske, nej det er ikke sandt, for derimellem kommer faste.
Vi kender alle linjen, og det er vel nok også langt de færreste, der holder julen ved lige helt frem til påske.
Mange har den regel, at når vi når Hellig Trekonger, den 6. januar, så er julen forbi.
Hvorom alting er, så er det store, flotte juletræ på Torvet ved domkirken ikke længere så flot.
To mænd med en kædesav gjorde det denne kolde og forblæste tirsdag eftermiddag af med denne skovens tidligere stolthed, og læsset på en trailer blev hele herligheden kørt bort.
Også gadeudsmykningen er væk, så nu kan vi kun glæde os til næste jul.
Der er heldigvis mindre end et år til!!!
Og indtil det igen bliver jul, kan vi glæde os over, at vi har en plads, der kan bruges til meget. Et bevis på, at traditionernes trives i bedste velgående i Ribe, selv om den store verden byder på opbrud på mange måder. Men på Torvet i Ribe kan ripenserne og gamle bekendte fortsat med børn, børnebørn og sågar oldebørn mødes. Næste gang er det måske til et cykelløb, et jazz-arrangement eller Skale.fm, der underholder, som de gjorde i efteråret.
Et bevis på, at verden trods alt ikke er helt af lave, og at Ribe har meget at byde på.
Vi kan så også lige glæde os over, at mens der er mange af de festende mennesker, der ikke tænker på oprydning, er der heldigvis andre, der tager sig af den slags ting. Den 23. december blev der danset lystigt om juletræet, og der blev delt slikposer ud til børnene og scenen var sat til en dejlig jul i året juleby.
To uger senere fjernes de sidste rester af et flot arrangeret julearrangement med hyggelig julemusik af Poul Christensen og Bo Maimburg.
Når man i morgen passerer Torvet, er pladsen reetableret, og ingen kan se, at fire til fem kæder af glade mennesker har danset rundt om det flotte træ, der nu fældet og bortskaffet.
Nu ser vi frem til et forhåbentligt godt forår og en god sommer.