Tekst: Johnny Tauman   S/H-foto: Copyright Poul Anker
22. juli 2023

(Første artikel af to)

Man var i 70´erne opmærksomme på, at stormfloder kunne forekomme – og derfor gennemførte politi, hjemmeværn, civilforsvar og brandvæsen en kæmpe øvelse i kommunerne langs Vadehavet. Selve øvelsen tiltrak sig stor medieopmærksomhed – og justitsminister Orla Møller så forbi.
At øvelsen – som forløb fantastisk godt – så blot få måneder blev til barsk virkelig, er en helt anden historie, som RYK IND RIBE vil fortælle om senere. Nemlig de to stormfloder i januar 1976.
Operation Springflod betød, at et varslingssystem blev afprøvet, og dermed dannede grundlag for en bekendtgørelse fra politimester Ernst Madsen. Af opslaget, som du kan linke til sidst i artiklen, fremgår, at varslingen bla. består af køretøjer med hylende sirener fordelt på 10 landruter ruter og fire byruter samt via Danmarks Radio (Rangstrup-senderen FM 99,9 megahertz.

Copyright: Poul Anker

Værnepligtige fra CF fik – efter at være skiftet til uniformer – placeret sirener og højtalere på private biler. Og så skulle der også monteres radioantenner.

 

Copyright: Poul Anker. Mon ansigtsudtrykket viser: Ubehag ved en hylende tone eller skrækken for ridser i privatbilens lak?

Politimesteren skrev videre, at der ville være hjælpestationer på skolerne:
Tjæreborg Skole
St. Darum Skole
Gredstedbro Skole
Kalvslund Skole
Obbekær Skole
Ø. Vedsted Skole
V. Vedsted Skole
Hviding skole
Egebæk gl. Skole
Bispegades Skole
Kathedralskolen
Sct. Catharinæ Kirke.

Copyright: Poul Anker: Hjemmeværnet opsatte vejspærringer og vejledte bilister, som var kommet på afveje.

Nye tider – men hvor skal du hen?

Siden har digitaliseringen overtaget en række varslingsopgaver – men ved du, hvor du skal køre hen, hvis der kommer en stormflod med digebrud? Og hvis du tænker på skolelisten, så er den jo blevet ganske reduceret, da der i Ribe-området kun er fire skoler tilbage.
Sjovt er det at bemærke, hvordan en Bekendtgørelse har fundet vej til borgerne med flere sproglige fejl og mangler.

 

(Anden artikel bringes søndag)