Tekst og foto Hasse Jørgensen, Beboerne i Øster Vedsted har fået en fælles julegave i forskud.

Nørgaard Anlæg har doneret petanquebaner og et renoveret fællesareal til Øster Vedsted som tak for et godt samarbejde omkring nedgravningen af fjernvarmerør i landsbyen.

I dag har Øster Vedsted Fællesråd et grønt areal på hjørnet af Øster Vedstedvej og Nør-eng. Her er der i dag opstillet en informationstavle samt et par borde og bænke. Arealet ligger i forlængelse af krolfbanen og lige overfor forsamlingshuset.

I løbet af foråret laver Nørgaard Anlæg petanquebaner på 16 x 16 meter, og det betyder, at der bliver mulighed for fire bane på begge leder. Dertil kommer, at der laves en flisebelægning og ny beplantning, så området bliver indbydende og smukt.

– Det hele kom sig egentligt af, at Thorvald Andersen spurgte på prisen på en petanquebane. Vi har i et halvt års tid generet beboerne i Øster Vedsted med vores udgravninger til fjernvarmerør, og vi har brugt deres grønne område til oplagsplads. Det vil vi gerne kompensere for ved at give et nyt grønt område og petanquebanerne, siger Michael Nørgaard fra Nørgaard Anlæg.

– Vi ser hvert år, at der er mange cyklister og specielt turister, der bruger det par bænke, der står på pladsen. Vi vil gerne gøre det hele lidt mere indbydende og give beboerne mulighed for også at spille petanque, siger Thorvald Andersen, der har flere ideer og forslag til, hvordan stedet kan indrettes og udnyttes fremover.