Tekst & Foto: Johnny Tauman
1. marts 2021
Går du og drømmer om at bygge nyt hus, men savner grunden, der opfylder dine ønsker om Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed, så må du vente en rum tid, inden det bliver i Ribe. Men du kan måske også se muligheder i centerbyerne eller landsbyerne, som jo har en række positive tilbud. Du må så nogle steder gå på kompromis med afstanden til daginstitutioner, skoler og dagligvarebutikker.
På Esbjerg Kommunes hjemmeside kan du finde oplysninger om de 16 grunde, som RYK IND RIBE har besøgt. De lokale steder har forskellige betegnelser hos kommunen – og vi har valgt at benytte dem med fed skrift. Der er knyttet et par oplysninger til hvert område.
Hermelintoften – Egebæk-Hviding
I Centerbyen med grænsehistorie er der 5 ledige grunde.
Grundene ligger mellem skolen og hovedvejen – dog uden støjgener.
I øjeblikket bygges der i området.
Der er såvel daginstitution, skole som handelsmuligheder i gå- og cykelafstand.
Granly – Ø. Vedsted
I den Grønne landsbyforstad er der 1 grund tilbage ( og 1 der er reserveret). Det er sidste chance for at handle byggegrund i nærheden af Ribe.
Granly er en af de sidste sideveje, inden man forlader Ø. Vedsted på vej mod Vadehavet.
Der er daginstitution i gå- og cykelafstand.
Nærmeste butikker med dagligvarer findes i Ribe. Det samme gælder skoletilbud.
Møllevænget – Spandet
I Landsbyen med bevaringsværdig natur – er der to grunde til salg.
Grundene ligger forenden af blind vej – med kik til Spandet Kirke.
Nærmeste dagligvarebutik ligger i Roager – hvis man da ikke kører ud af kommunen.
Skole for 0-6. årgang foregår på Vadehavsskolen i Egebæk-Hviding.
Bykrogen – Jernvedlund
I den Grønne og levende landsby – Jernvedlund – er der 4 grunde til salg på Bykrogen – og en enkelt på Gørdingvej.
Bykrogen er en hyggelig og stille vej med “højt til himlen”.
Der er desuden er en større grund til salg på Gørdingvej.
Såvel skolegang som dagligvarebutik er beliggende i Gredstedbro.
Det er også muligt at benytte butikker i Gørding.
Kjærmarken – Gredstedbro
- mmm
I den Aktive og dynamiske by – Gredstedbro – er der 5 byggegrunde til salg i den attraktive udstykning på Kjærmarken, der ligger placeret mellem jernbanen og Kongeåhallen.
Området har vokset sig stort – og ligger centralt placeret ved Gredstedbro Skole, Kongeåhallen og boldbaner.
Det er muligt at handle i både gå- og cykel afstand.