Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
29. november 2020
Julen er anderledes i år – men glæden ved at give og modtage gaver er stadig den samme. En række børn og unge i udsatte familier – nogle måske under anbragte vilkår – mærker julen og fællesskabet mere komplekst og får måske ikke mulighed for at få nogle af deres ønsker opfyldt. – Kan vi gøre noget ved det? har Line Madsen fra Attitude spurgt nogle forretningsdrivende i gågaden. Og svaret var overvældende positivt: – Vi vil gerne hjælpe med en gave eller to!
Radius på 20 km
Rent praktisk har Line Madsen opstillet et juletræ i sin butik Attitude, hvorpå børn og unge fra målgruppen kan hænge et ønske. – Vi har valgt, at tilbuddet gælder for alle bosiddende i en radius på 20 km fra Ribe Domkirke, fortæller Line Madsen til RYK IND RIBE og glæder sig til at få besøg af mange børn, som vil hænge ønsker på træet.
Flere måder
Ideen er, at forretningsdrivende og andre interesserede så kan vælge et ønske, købe gaven og aflevere den til Attitude, som sørger for det praktiske. Har man ikke mod, lyst eller tid til at stå for købet af gaven, kan det også klares med en donation på Mobile Pay til 24 49 99 79. Så klarer Attitudes julenisser indkøbene.

– Det eneste krav til ønsket er, at det kan købes i en af Ribes butikker ud fra princippet: Støt Lokalt – Handl Lokalt, forklarer Line Madsen og fortsætter: – Jeg kan ikke garantere at alle ønsker bliver opfyldt, men vi vil i hvert fald gøre vores til, at så mange som muligt bliver det.
Kæmpe opbakning
I samme forbindelse vil Line Madsen gerne rette en tak til de mange, som handler lokalt. – Jeg har oplevet en kæmpe opbakning i min butik i en svær periode, og derfor vil jeg gerne give noget tilbage til de børn og unge, som ikke har så meget at gøre godt med.
Gaverne kan afhentes 22.-23. december
“Ønske træet” vil stå i ATTITUDE frem til søndag d. 20. december. Og senest d.21. december vil gaverne være købt og familierne kontaktet. Gaverne kan afhentes i ATTITUDE d. 22.-23. december. – Der vil også være mulighed for udbringning i helt særlige tilfælde
Hvis der skulle være et beløb i overskud, vil det gå til Børns Voksenvenner i Ribe.









































































