Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, mandag den 30. november

En ændring af undervisningssystemet har ramt Ribe Vikingecenter så hårdt, at det har været nødvendigt for byrådets økonomiudvalg at give en ekstra bevilling på 500.000 kroner til vikingecentret for at sikre dets fortsatte eksistens.

Pengene skal bruges til ansættelse af frivillighedskoordinatorer, der skal ”styre” de 1200 frivillige fra ind- og udland, der er nødvendige for at Ribe Vikingecenter kan fortsætte.

Sagen er, at tidligere har Ribe Vikingecenter og Produktionsskolen Lustrupholm været meget nært forbundet. I realiteten så tæt, at de to institutioner faktisk har været drevet som én. Det har givet en meget stor fordel for begge parter.

I et notat til byrådets økonomiudvalg hedder det bl.a.:

”Konstruktionen, der har sikret vikingecentrets drift igennem årene fra dets start i Ribe Kommune indtil nu, har været en meget tæt og driftsmæssig nødvendig sammenhæng mellem Produktionsskolen Lustrupholm og Ribe Vikingecenter. I praksis har de vel nærmest været drevet som én institution. Det har gennem årene kommet mange produktionselever til gavn, da de ved siden af skolevirksomheden har kunnet arbejde i et helt autentisk vikingemiljø med mange traditionelle håndværk, hvor de har kunnet udvikle håndværksmæssige færdigheder. Det helt enestående ved konstruktionen var, at de unge produktionsskoleelever deltog i formidlingen af vikingemiljøets forskellige værksteder, og de var nødvendige for at drive køkkenet og cafeteriet. Det betød, at de tilegnede sig formidlingsevner, og de opnåede større selvtillid og selvværd. Dette skyldtes helt sikkert, at de oplevede, at de var nødvendige og uundværlige i samarbejdet med de fastansatte og vikingecentrets frivillige.

Produktionsskoler er erstattet med FGU, og lovgivningen er langtfra så fleksibel, som produktionsskoleloven. Endvidere er FGU elevers uddannelsestid fastsat til 40 uger, hvorfor de ikke længere kan deltage i vikingecentrets tilbud, når der er flest gæster, altså i højsæsonen.

Dette betyder, at Ribe Vikingecenter er nødt til radikalt at “sadle om” og tænke anderledes, hvis der fortsat skal være et tilbud af høj kvalitet. De har ikke kapacitet blandt fastansatte til at kunne håndtere et tilbud, der kontinuerligt må forny sig for fortsat at være den store attraktion, som den er. De seneste års eksempler med fx en kopi af Ansgar Kirke og den kommende udvidelse med Ripaborg er gode eksempler på, hvorledes vikingecentret konstant og kontinuerligt gennem årene fornyer sig og udvikler tilbuddet til nye højder.

Ribe Vikingecenter nyder stor interesse blandt en lang række af frivillige, der tager ophold i vikingecentret og lever som vikinger. Disse frivillige suppleret med frivillige fra nærområdet er grundlaget for den fortsatte drift. 1200 frivillige har vikingecentret tænkt sig at indrullere i driften. For at kunne styre, stimulere og sikre kvaliteten af arbejdet har vikingecentret hårdt brug for 2 frivilligkoordinatorer”

Så vidt notatet, der er udarbejdet af direktør Jørn Henriksen.

Borgmester Jesper Frost Larsen (V) fortæller, at økonomiudvalget netop har bevilget de 500.000 kroner til centret.

– Ribe Vikingecenter er inde i en god og stabil udvikling, så vi giver de 500.000 kroner til frivillighedskoordinatorer. Det er et vigtigt sted med en stor viden på området.