Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 19. febr.
Der skal spares i den kommunale administration som tilfældet er over alt i kommunen.
Økonomiudvalget skal spare henholdsvis en og to procent i årene 2019 og 2020, og udvalget har netop besluttet, hvor der kan spares.
Når vi kigger på besparelserne for indeværende år, er der tale om en total sum på 210.100 kroner, der skal spares, og for at nå næsten i hus med det, har udvalget været nede og kigge på de ”små” poster.
Således skal byrådsmedlemmerne, der får JydskeVestkysten på papir overgå til den elektroniske avis, der er omkring 2400 kroner billigere på årsbasis end papiravisen. Det giver en samlet besparelse på 45.600kroner.
Forplejning til byrådsmøderne nedsættes med 30.000 kroner, og ved at bestille hotelværelserne til Kommunal Økonomisk Forbund og KL’s topmøde til ankomst sent på dagen før mødestart, kan der spares 10.000 kroner.
Ved øget samkørsel til møder kan der spares 15.000 kr. Det er et område, byrådet ikke selv kan bestemme over, så det er en opfordring til medlemmerne, som man håber giver det ønskede resultat.
Endelig foreslås der sparet 60.000 kroner i forbindelse med budgetseminarer, og opsigelse af diverse abonnementer giver 6.800 kr.
Det betyder, at der i alt overføres 42.700 kroner i besparelser til 2020.
De besparelser, der gennemføres i år, slår naturligvis også igennem næste år. Når man lægger til, at der i 2020 skal spares sammenlagt 210.000 kr. på fagudvalgenes studieture, når man i 2020 op på det beløb, der totalt set skal spares, nemlig 398.100 kroner










































































