Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, onsdag den 8. marts 2023

Et af problemerne med at få fjernvarmen udbredt til de små landsbysamfund er økonomien. Og det var netop en af de ting, der blev drøftet, da klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) onsdag eftermiddag besøgte Ribe Fjernvarmeværk. Et værk, som ministeren kun havde rosende ord til overs for.

Ministeren fik sammen med formanden for Moderaternes folketingsgruppe Henrik Frandsen, Tønder, og direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen en rundvisning på Ribe fjernvarmecentral. Forinden havde ministeren et møde med formanden for Ribe Fjernvarme, Henrik Holst, og driftsleder Richard Boisen.

Her påpegede Henrik Holst et af problemerne ved at nå ud til de mindre bysamfund med fjernvarmen: – Skal vi ud i et bysamfund, skal vi have en vis procentdel af husstandene med. Vi ved, at når vi først begynder at grave og lægge fjernvarmeledningen ned, er der flere af de lokale husstande der tilmelder sig, end der er, før vi begynder.

– Men det kan vi bare ikke lægge vores budgetter an på, og derfor kunne vi ønske, at staten ville stå som en garant for det beløb, vi ikke ved, om vi får ind.

Og hvad sagde ministeren til det?

– Han var meget lydhør, men han kom ikke med noget konkret, fortalte Henrik Holst efter mødet.

Et andet økonomisk problem for nogle er udgiften til tilslutning og ændringerne af installationen inde i huset.  Der er afsat en pulje til hjælp til udgifterne, som de, der konverterer til fjernvarme, kan søge. Men kritikken går bl.a. på, at puljen er for lille og ikke kan søges, før arbejdet udføres, og det betyder for nogle, at hvis de først får tilslutningen sidst på året, er puljen opbrugt.

Vi spurgte ministeren om dette forhold, og svaret lød, at der er indgået et nyt forlig, og at der er afsat et rammebeløb.

– Rammen er der, men der er endnu ikke taget stilling til, hvordan pengene skal fordeles, og det skal vi i gang med.

– Når det er sagt, vil jeg også sige, at de, der konverterer til fjernvarme, som oftest er de mennesker, der har naturgas. Fjernvarmen er billigere end gas, og de, der vil skifte, skal også tænke på den økonomiske gevinst de får ved den billigere fjernvarme. Og så hjælper de os med at komme ud af Putins klør, lød det med et smil fra Lars Aagaard.

– Har fjernvarmen en fremtid, når man ser på andre energiformer som vind, brint med flere?

– Fjernvarme er kommet for at blive. Og det er jo dejligt at se, at man i en mindre men dejlig by som Ribe kan se et moderne fjernvarmeværk, der satser på flere energikilder. Her udnytter man jo elektriciteten på den måde, at man selv sælger elektricitet, når prisen er oppe, og til tider kan man få meget billig el, og det bruger man så til opvarmning af vandet, når det kan betale sig, sagde ministeren.

Ribe Fjernvarmeværk fremstiller varme ved brug af flis, naturgas og el alt efter, hvad der er billigst på det givne tidspunkt. Desuden fremstiller værket også el, når det kan betale sig.

Billederne viser scener fra rundgangen, og på det nederste, store billede, er det fra venstre  Kim Mortensen, Lars Aagaard, Henrik Holst og Richard Boisen.