Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 7. juni
Der er mange ønsker, og der er næppe økonomi til at opfylde dem alle lige nu.
Det er den situation, byrådets udvalg for teknik og byggeri står i, efter udvalget har samlet op på alle de ønsker, der er kommet efter møder med de respektive lokalråd.
Også lokalrådet i Ribe har fremsat ønsker, og det drejer sig bl.a. om handicaprampen til Kammerslusen, en bro over Stampemøllestrømmen fra Ribe Byferie til den gamle kirkegård, regulering af krydset ved Rosenalle-Seminarievej, sikker skolevej i Roager og adskillige kilometer cykelstrier rundt om i området.
”Der var nogle ting, vi gerne lige ville have præciseret blandt andet omkring broen over Stampemøllestrømmen. Vi vil eksempelvis gerne vide, om byferien vil vedligeholde broen, ligesom der er noget med prisen, vi skal have undersøgt” sagde formanden for teknik og byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S) efter mødet.
Derfor blev hele punktet udsat til afklaring af de ting, der ønskes undersøgt nærmere, og Heide Lambertsen forventer, at sagen kommer på næste udvalgsmøde.
”Der er mange fine projekter, og nok også lidt for mange til den øjeblikkelige økonomi” siger udvalgsformanden.










































































