Vi fortsætter her serien ”Øjenåbneren” fra Ribe Kunstmuseum, der levere tekst og billeder. Tirsdag den 4. april 2023.
”Solen skinner altid i Sonnes værker”, skal en kunstkritiker engang have sagt om maleren Jørgen Sonne (1801-1890). Om det var positivt eller negativt ment, vides ikke. Og det er egentlig også ligegyldigt, for det er en ualmindelig god og præcis beskrivelse af Sonnes mange skildringer af den danske landalmue. Her skinner solen nemlig altid. Livet leves i harmoni og værdighed.
Jørgen Sonne blev oprindelig uddannet som batalje- og slagmaler, og han var med ved fronten i første slesvigske krig i 1848, hvor han blev beskrevet som en lille gråklædt mand, der stod roligt og tegnede, mens kuglerne peb om ham. Den Jørgen Sonne kender de færreste i dag. For Sonne fik først sit gennembrud, da han slog ind på det nationalromantiske folkelivsmaleri og forenede det med en monumental figurstil. Den Jørgen Sonne kender de fleste i dag, og derfor bliver han typisk beskrevet som guldaldermaler.
Sonne blev voldsomt påvirket af kunsthistorikeren N.L. Høyen, der indtog en nøgleposition i dansk kulturliv i midten af 1800-tallet. Høyen var en del af den borgerlige, nationalliberale bevægelse i Danmark, og han forsøgte at få kunstnerne til at dyrke det nationale ved at male historiske bygningsværker samt landskaber og folkeliv. Det lykkedes i den grad med Jørgen Sonne.
På Ribe Kunstmuseum er vi så heldige at have Jørgen Sonnes mesterværk ”Sct. Hans aften (1860) i samlingen. Det værk fortæller kunsthistoriker Katrine Møller Madsen om 12. april kl. 11.30, når museet inviterer gæsterne med på en ”Øjenåbner”. Her undersøger vi i fællesskab den løsslupne feststemning med et højstemt dansk landskab som baggrundstæppe og spørger: Var det virkeligt så festligt dengang derude på landet, eller hvad pokker havde ham Sonne egentlig gang i?
Det er gratis at deltage, når der er løst entre til museet. Ingen tilmelding nødvendig.”