Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, torsdag den 21. maj 2026

Det blev så spændende, som man næsten på forhånd kunne frygte, men Team Esbjerg spillede sig torsdag aften i finalen om det danske mesterskab, da Ikast i den anden semifinalematch på udebane blev slået med 26-29 efter at have været bagud med et mål (15-16) ved pausen.

Som tidligere beskrevet, vandt Team Esbjerg i det første finaleopgør en komfortabel sejr i den første finalekamp på hjemmebane mod Ikast. Nu venter Odense Håndbold i den endelige kamp om pokalen.

Der var stor spænding om udfaldet af aftenens kamp ikke mindst fordi, Team Esbjergs to målvogtere, Katharina Filter og Anna Kristensen, begge var skadede. Men Silje Solberg, der egentligt først skulle starte i klubben efter sæsonen, men trådte til i aftenens kamp, viste sig trods barselsorlov at være på toppen og have sin store andel af æren for sejren.

Både Silje Solberg og resten af holdet startede ret svagt, men efterhånden som kampen skred frem, fik Team Esbjerg og målvogteren mere og mere styr på kampen, og Silje Solberg nærmede sig i anden halvleg en redningsprocent på 50.

I aftenens kamp spillede ikke mindst Henny Reistad en stor kamp, men også Line Rushfeldt Deila, var særdeles godt med. De to blev topscorere med hver 7 mål.

Esbjerg har fordel af første hjemmekamp mod Odense, der spilles i Blue Water Dokken den 27. maj klokken 20,30.

Aftenens kamp i tal:

Ikast Håndbold – Team Esbjerg 26-29 (15-16)

Målscorere Team Esbjerg: Line Rushfeldt Deila 7, Henny Reistad 7, Michala Møller 5, Zoe Sprengers 4, Nora Mørk 2, Elin Hansson 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Helene Kindberg 1, Sarah Dekker 1.

Topscorer Ikast Håndbold: Stine Skogrand 6 (1).

Udvisninger: Team Esbjerg: 3, Ikast Håndbold: 3.

Dommere Kim Borup og Allan Theils.

Tilskuere 1056.