Tekst og foto: René Jørgensen
5. januar 2025.
Nytårsstart med Rekordstævne i Ribe
Danmarks største bordtennisstævne, hvor rekorden endnu en gang blev slået, fandt i weekenden sted i Ribe Fritidscenter. Hele 769 deltagere fra både ind- og udland dystede om den lille hvide bold. Blandt de mest kendte spillere var Martin Buch Andersen fra Virum. De allerbedste spillere fra Danmark, Tyskland, Estland og Polen deltog i stævnet i Ribe Fritidscenter.
Et stævne bliver til
Når så mange spillere skal deltage i en konkurrence, kræver det omfattende forberedelser. Igen har Ribe Bordtennis Klub vist, at frivilligheden er en vigtig drivkraft, og når kasser for Ribe Bordtennisklub, Knud Andersen, sender besked ud til medlemmerne om hjælp, går forberedelserne i gang. Stævnet var det 61. i rækken, og det første blev afholdt i 1964.
Der blev spillet omkring 4.500 kampe på 89 borde.
Bestyrelsen har brugt utallige timer på at få alt til at gå op. Forberedelserne begyndte allerede weekenden før jul med planlægning og klargøring. Der skulle findes 50 frivillige til at hjælpe.
For at stævnet kunne komme i gang, blev de praktiske opgaver delt ud allerede fredag morgen. Ikke kun bestyrelsen var i gang ved stævnet – rigtig mange af klubbens medlemmer meldte sig til forskellige opgaver. Uden medlemmernes hjælp ville det ikke have været muligt at gennemføre et stævne af denne størrelse.
Det var en lang weekend, hvor arbejdet startede lørdag morgen kl. 6.30 og fortsatte til 01.30. Oprydningen søndag forventes først afsluttes efter midnat.
Start fredag middag, slut sent søndag nat. Et imponerende stykke arbejde, der sætter Ribe på landkortet som værende vært for Danmarks største bordtennisstævne.
Mon ikke bordtennis Danmark sender en stor tak til de utrættelige hjælpere fra klubben og til kasser Knud Andersen, formand Thomas Andersen, Søren Bendixen, Søren Hansen, Jørn Foged og Claus Feddersen.