Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 1. jan.
Nytårsaften i Ribe blev fejret på behørig vis. Der blev skudt nytårsfyrværkeri af, så det bragede det meste af aftenen kulminerende efter rådhusklokkernes ringen ved midnatstide.
Og nytårsdag klokken syv betød det en ny, travl arbejdsdag for de to kommunalt ansatte, Knud Erik og Brian, fra henholdsvis Brøns og Darum.
De to havde fået den opgave at gøre rent i den indre by efter aftenens udskejelser, og selv om mange ville synes, at klokken syv nytårsmorgen er et ukristeligt tidspunkt at stå op på, tog de to det med ophøjet ro og et godt humør.
– Det handler bare om at komme op og komme i gang, lød det samstemmende lige efter de havde hejst flaget i Vedels Anlæg for at byde et nyt år velkommen.
På det tidspunkt var ladet på deres lille lastbil og en efterspændt trailer fyldt med affald fra nytårsaften hovedsageligt i form af rester fra fyrværkeri i form af afbrændte batterier, raketrester og lignende..
Og da undertegnede kørte en tur ned omkring domkirkepladsen, kunne jeg konstatere, at Knud Erik og Brian havde gjort deres arbejde til punkt og prikke. Der var blæst for affald.
– Vi kommer på domkirkepladsen og i gågaden, så der er rent her. Sidegaderne må borgerne selv sørge for, fortalte Brian, der mener, at papirskonfetti er det værste at arbejde med.
– Det stads er ikke til at samle op, og der skal ingen ting til af det, før det ser grimt ud, konstaterede Brian, inden turen sammen med Knud Erik gik videre til nye opgaver denne nytårsdag.











































































