Tekst og fotos: Renè Jørgensen
8. august 2022.

Ferien er ved at være slut – men der venter mange aktiviteter i Ribe

– Nu skal jeg hjem og smøre madpakken. Tre ugers ferie er slut og hverdagen venter, lød det fra en ripenser på gågaden søndag aften. Mange oplevelser fra ferien skal sikkert drøftes igennem i de forskellige frokostrum, men helt sikkert også de næste 4 – 5 ugers aktiviteter i byen vil blive vendt.

Tirsdag aften er der Classic Cars på Hovedengen og onsdag forsætter med Torvedag på Skibbroen. Onsdag er også dagen, hvor skolebørnene starter igen, og derfor er det slut med markedet ved domkirken.

Torsdag middag kan man høre Kongeå Blæseorkester på Torvet og fredag slutter Ribe Handel ugen af med et musikarrangement med Anders Thorlund på Torvet.

Lørdag præsenterer Ribe VikingeCenter DM i bueskydning, hvor der kommer 50 udklædte bueskytter fra Danmark. Tyskland og Sverige. Konkurrencen starter kl. 10.00

Den første weekend efter ferien byder på Kvik Festival i Roager. Festivalen starter kl. 13.45 med Heart Rock og efterfølges af de lokale bands Roots in Suits og Combi Freak. Festlighederne sluttes af kl. 22.00 med gruppen Masser af Succes, – en gruppe med god Gasolin og Kim Larsen musik. Der er kun 400 billetter til salg, skriver klubben på sin hjemmeside, så det er med at få bestilt. Weekendvejret lover varme og sol, så det er med at nyde musikken og samværet med gode venner.

Som skrevet andet sted på Netavisen er der Maritim Dag lørdag d. 20. august – med mange tilbud herunder fejringen af Johanne Dans 50 års jubilæum.

Når vi når frem til den 26. og 27. august, er der igen musik i byen. Fredag er der Vinfestival på Torvet. Der er også et helt andet tilbud, som bedst beskrives således: Hold på hat og briller, for lørdag er der samling af gamle ripensere og andet godtfolk på Postgaarden til ROCK PÅ POSTGAARDEN – afløseren for RIBER ROCK. Det bliver godt, for der skal den ”gamle musik” – pigtråd mm. nydes til historier om dengang, hvor far ikke lavede sovsen.

Fra den 1. til den 4. september er der RUED LANGGAARD FESTIVAL. Derom mere senere.

Æ Quernstenløb i Øster Vedsted gennemføres er torsdag den 1. september 2022. Med start fra Øster Vedsted stadion kl. 17.30.

Herreligaen i håndbold byder på hjemmekamp mod Mors-Thy Håndbold fredag d. 2. september kl. 18:00 i Ribe Fritidscenter, og dermed er sæsonen starten for en ny og spændende sæson.

Æ Quernstenløb i Øster Vedsted

RIBER ROCK. Festen fra Postgaarden fra et tidligere år.