Tekst Hasse Jørgensen, fotos Poul Erik Fredskild, onsdag den 29. november 2023

Et nyt projekt på Mandø har mødt stor velvilje fra eksterne fonde, som sammen med Esbjerg Kommune og Nationalpark Vadehavet har bidraget med tæt på 2,1 millioner kroner til udvikling på vadehavsøen.

De tusindvis af gæster udefra, som hvert år besøger Mandø, kan se frem til en markant forbedret introduktion til de mange oplevelser, som den lille vadehavsø byder på. I en tidligere staldbygning på adressen Midtvej 7 vil der fra nytår være et helt nyt velkomststed, hvor besøgende kan få en god formidling om Mandø, ligesom de får et sted, hvor de kan søge ly, spise deres medbragte mad og komme på toilet m.v. i takt med, at de enkelte faser færdiggøres i løbet af foråret 2024.

Det nye velkomststed er blevet til i et projekt, hvor Mandøforeningen, Mandø Fællesråd, Esbjerg Kommune og Nationalpark Vadehavet arbejder sammen om at udvikle og etablere bl.a. ruter og stier, opholdssteder, infosteder og anden formidling på Mandø. Det er samtidig integreret i Nationalpark Vadehavets store projekt om at skabe en bedre og mere sammenhængende formidling i hele nationalparken.

– Vi er nu færdige med at støbe gulvet i Stalden, og kan snart melde klar. I det nye år vil Stalden står klar til at være samlingssted for besøgende på Mandø, fortæller Ivan Lauridsen, der er Mandøforeningens projektleder på velkomststedet.

Han er ekstra glad lige nu, fordi han netop har modtaget besked fra Villum Fonden om, at den vil støtte projektet med 500.000 kroner.

Tidligere har man søgt og fået støtte til projektet fra fire andre eksterne fonde (Norlys, LAG Småøerne, Nordea-Fonden og Esbjerg Kommunes pulje til lokale projekter). Dertil kommer 600.000 fra Nationalpark Vadehavet. Til sammen løber det op i 2.065.000 kroner til Mandø, som, ud over bygningen og de tilhørende udendørs arealer, selv har bidraget kontant med 400.000 kroner.

– Vi er i højt humør og meget glade for at fået støtte fra både fra Villum Fonden og de fire andre fonde. Jeg synes, det er meget flot, at vi har opnået støtte fra fem ud af fem mulige, siger Ivan Lauridsen og tilføjer:

– Uden den opbakning, vi har fået fra Nationalpark Vadehavet og Esbjerg Kommune, havde vi jo aldrig opnået den flotte støtte fra de eksterne fonde.

Ud over, at det nye velkomststed vil give dem, der besøger Mandø, en bedre oplevelse, påpeger Ivan Lauridsen, at også de andre elementer i Velkommen til Nationalpark Vadehavet-projektet er positivt for øen, fordi det indebærer en god måde at guide de mange besøgende.

– Vi anslår, at der kommer op mod 140.000 gæster om året, og det er vigtigt med information og gode ruter og stier, så vi ikke får slidt den sårbare natur ned, lyder det fra Ivan Lauridsen.

Udover at have finansieret det nye gulv bidrager Nationalpark Vadehavet med diverse formidling i det nye velkomststed, oplyser udviklingskonsulent Henrik Mikaelsen, som er projektansvarlig for nationalparken. Der drejer sig bl.a.  om nye paneler med fotos om Mandøs natur og kultur som udsmykning af velkomststedet Stalden og restaurering af den store fuglesamling på Mandø. Nogle af fuglene vil blive udstillet i glasmontre Stalden.

Desuden står nationalparken for et udendørs velkomststed om bl.a. Mandø, nationalparken, Dark Sky, Den Danske Naturfond, fugle, planter m.v.

– En ekstra stor plint forsyner vi med et kort over Mandø, som man kan bruge, når man skal planlægge tur rundt på øen, og så kommer der en model, der skal vise tidevandets betydning for Mandø, fortæller Henrik Mikaelsen.

Endelig etableres der formidling i landskabet rundt om på Mandø, og der laves nye markeringer af stier på øen.

FAKTA

Det nye velkomststed på Mandø etableres på adressen Midtvej 7, hvorfra der tidligere blev drevet privat formidlingsvirksomhed.

Åbner til nytår, men vil ikke være helt færdigt, idet der stadig mangler ca. 600.000 kr. til de sidste ting i projektet

Sideløbende med velkomststedet bliver der på adressen også indrettet et samlingssted for øens beboere.

Projektet indgår i ’Velkommen til Nationalpark Vadehavet’ og er støttet af Nordea-fonden, Esbjerg Kommune og Nationalpark Vadehavet.