Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 31. marts 2023

Alt tyder på, at det nye varmeanlæg, beboerne i Nørrelundparken har investeret i, også giver de forventede besparelser både på varmeregningen og på CO2 udslippet.

Det gamle gasfyr er – som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe – skiftet ud med to varmepumper, og det betyder, at gasfyret kun skal bruges under meget kolde temperaturer. Ud over i perioder med spidsbelastning, klarer de to nye varmepumper plus en pumpe af ældre dato forsyningen, og det sparer i sig selv 81 procent af den CO2 udledning, som det gamle gasfyr stod for.

Dertil kommer, at varmeregningen falder betragteligt hos forbrugerne. Ifølge de prognoser, der er lavet, er det omkring 400.000 kroner årligt for de 42 lejligheder, og indtil videre ser det ud til, at prognoserne kommer til at holde fuldt ud.

Anlægget har været i drift siden september sidste år, og bortset fra et enkelt uheld, der ikke havde den store praktiske betydning, har anlægget kørt stabilt siden.

Det nye anlæg har kostet 1,5 millioner kroner, og tilbagebetalingstiden er beregnet til 3,4 år.

Det nye anlæg blev fredag eftermiddag præsenteret for en indbudt kreds af personer, bl.a. beboerne, der fik lejlighed til dels at høre en gennemgang af historikken ved projektchef Kurt Jensen og dels til at stille spørgsmål. Og der blev rejst mange tekniske spørgsmål om bl.a. varmetab i ledningsnettet. Et problem, der er arbejdet meget med, og som givet fortsat vil optage energiudvalget.

Kurt Jensen i baggrunden til venstre for tavlen gav en grundig redegørelse for baggrunden for hele projektet.