Tekst Hasse Jørgensen, fotos Sydvestjyske Museer og Henrik Brinch. Mandag den 30. oktober
Er det en bjørn eller er det et pindsvin? Er det en skildpadde eller er det et bæltedyr? De sidste to er det i hvert fald ikke, for det fine hængesmykke er fra vikingetiden, og vikingerne kendte hverken til bæltedyr eller skildpadder. Dét er vikingetidseksperten Claus Feveile sikker på, men her holder sikkerheden også op.
– Det kan godt ligne et pindsvin, men problemet med det er, at pindsvin er nuttede, og nuttede dyr giver ikke kraft til sin ejer. Og det er nok kraft, vikingen, der har ejet smykket, er gået efter.
– Mange af vikingetidens smykker viser forskellige dyr, og selvom vi ikke ved, det med sikkerhed, har de mange drager og slanger og ulve i vikingetidens smykkekunst nok skullet hjælpe deres ejermand på en eller anden måde ved at dele sin kraft med ham eller hende.
Derfor hælder Claus Feveile mest til den noget mere kraftfulde bjørn, når han skal komme med et bud på, hvad det er for et dyr, der fremkommer når man ser på den sølvindfattede bjergkrystal.
Det er metaldetektorføreren Henrik Brinch, som har afleveret det fine krystaldyr til Sydvestjyske Museer, som har sørget for at få det renset og konserveret, så det er klar til at blive udstillet på Ribes Vikinger.
Da dyret blev fundet var sølvet temmelig mørkt efter de mange år i jorden, men konserveringscentret har varsomt fjernet al jord og givet sølvet sin naturlige glans tilbage.
Nedsat entre i weekenden og lancering af ny historiejagt
– Vi glæder os rigtig meget over at kunne udstille det fine detektorfund, fortæller leder af Formidlingsenheden Anne-Sofie Lundtofte. – For at fejre fundet sætter vi entreen ned til 50 kr. i den første weekend i efterårsferien. Så kan børn og voksne skyde efterårsferien i gang med at prøve den nye historiejagt, hvor de skal hjælpe krystaldyret med at finde ud af navnet på det egern, der bor i livstræet Yggdrasils krone.
FAKTA
Entreen til Ribes Vikinger er sat ned til 50 kr. for voksne i weekenden d. 12.-13. oktober. Børn under 18 år har gratis adgang.
Udstillingen af krystaldyret danner grundlag for den nye historiejagt for børn og deres voksne som lanceres i efterårsferien fra den 12. oktober og varer til vinterferien. Den hedder ”Dyrene fortæller”:
Som ny på Ribes Vikinger har krystaldyret fået nogle af alle de mange dyr i udstillingerne til at fortælle om det, de ved om gamle dage. Det er både hjorten fra Ribe-mønten, en rødspætte, vikingen fangede, ler-anden, der blev leget med, og adelsmandens falk, der fortæller.
De, der læser dyrenes fortællinger og svarer på deres spørgsmål, kan finde frem til navnet på det lille egern, som også bor på museet. Nemlig egernet i livstræet, Yggdrasils krone.
Krystaldyret kan ses på Ribes Vikinger til og med torsdag d. 6. februar 2020. Herefter skal det sendes til Nationalmuseet som danefæ.
Museumsinspektør Claus Feveile har beskrevet krystaldyret på Sydvestjyske Museers arkæologiblog: https://sydvestjyskemuseer.wordpress.com/
Smykket, som det så ud ved fundet. T.h. Henrik Brinch med smykket.