Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, fredag den 9. april

Unge golftalenter i Esbjerg Kommune får nu mulighed for at blive en del af et nyt træningssamarbejde, som skal bane vejen for fremtidens elitegolfspillere og styrke Esbjerg som en af Danmarks bedste idrætskommuner.

4 – 8 unge, talentfulde golfspillere i alderen 11-15 år fra hver af klubberne Ribe Golfklub, Kaj Lykke Golf Klub, Breinholtgård Golf Klub og Esbjerg Golf Klub er inviteret til at deltage i et helt nyt træningssamarbejde, som skal hjælpe de unge til at blive endnu bedre til deres idræt. Målet er at bane vejen for fremtidens måske kommende elitegolfspillere og styrke Esbjerg som en af Danmarks bedste idrætskommuner.

Optimale rammer for eliteidrætsudøvere

– I Esbjerg Kommune vil vi understøtte et mangfoldigt fritids- og idrætsliv med en bred vifte af tilbud, der sikrer, at borgere i alle livets faser kan have et aktivt og attraktivt fritids- og idrætsliv, som er meningsfuldt for den enkelte. Samtidig vil vi gerne sammen med de lokale idrætsforeninger og -klubber sikre optimale rammer for eliteidrætsudøvere og talentudviklingen i Esbjerg Kommune. Det nye træningssamarbejde inden for golf er et led heri. Jeg håber, at træningen vil være med til at motivere de unge golfspillere til at holde fast i deres idræt og udvikle deres talent på vejen mod en eventuel fremtid som elitegolfspillere, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen (C).

Kim Meyer fra Breinholtgård Golf Klub, som er projektkoordinator på vegne af de fire deltagende golfklubber, glæder sig til samarbejdet med og omkring de unge golftalenter:

– Vi ser meget frem til at holde fælles træningssamlinger på tværs af klubberne for vores unge talenter. Her kan de unge få mulighed for at mødes og videreudvikle både deres tekniske kompetencer og taktiske evner som golfspillere, samtidig med at de deltager i aktiviteter som mental træning, individuel fysisk træning og viden om kost, konkurrence med mere, som alt sammen er en del af forudsætningerne for at kunne blive en bedre golfspiller. Vi lægger vægt på, at træningssamlingerne bliver karakteriseret af både et socialt godt, men også et konkurrencepræget miljø, siger Kim Meyer.

Fem træningssamlinger

De unge golfspillere mødes første gang den 11. april 2021 på Breinholtgård Golf Klub. Der planlægges gennemført i alt fem træningssamlinger i golfsæson 2021, som holdes på skift i de fire deltagende golfklubber. Klubberne vil derefter tage stilling til, om der er grundlag for at fortsætte træningssamarbejdet.

Træningssamarbejdet er et led i projekt ”Talentgolf Esbjerg”, som Esbjerg Kommune gennemfører i samarbejde med fire af kommunens golfklubber i 2021 og de næste to år.