Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 25. november
Ribe er rig på seværdigheder og ikke mindst museer, der hver for sig tilbyder en unik oplevelse. Og nu er Sydvestjyske Museer og Ribe Kunstmuseum gået sammen og har lanceret et godt tilbud til gæsterne.
Tilbuddet hedder 5+5, og det er en billet, der i fem dage giver ubegrænset adgang til fem af Ribes museer. Prisen for en billet er 200 kroner, og hvis man blot besøger hver af de fem museer en gang indenfor de fem dage, er der sparet 45 procent på den normale billetpris. Hvis man besøger et af museerne mere end en gang på de fem dage, er besparelsen naturligvis tilsvarende højere.
Det nye tilbud kan også bruges som en gaveide, idet Sydvestjyske Museer og Ribe Kunstmuseum også har udstedt et gavekort på de 5+5.
Ikke alene håber de to museer naturligvis på flere gæster, men målet er også at få turister til at opholde sig flere dage end ellers i domkirkebyen til gavn for hele byen.
Museerne, der er med i ordningen, er Det gamle Rådhus, Hex! Museum of Witch Hunt, populært kaldet heksemuseet, Jacob A. Riis Museum, Museet Ribes Vikinger og Ribe Kunstmuseum.
Billetterne er til salg på de respektive museer.









































































