Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
9. juli 2024

FOF, Ældre Sagen og Esbjerg Kommune har i fællesskab udarbejdet et forløb over 12 uger, som nu tilbydes gratis til alle interesserede.

IT kan drille

Langt de fleste kan nok nikke genkendende til, at IT til tider kan drille. Hører man til den ældre del af befolkningen, så kan IT også virke decideret fremmed for en, men nu skal et gratis kursusforløb over 12 uger hjælpe kommunens borgere med at føle sig mere på hjemmebane, når de bruger deres telefon, tablet eller computer.

I efteråret 2023 ændrede Undervisningsministeriet deres vejledning, så borgere udenfor arbejdsmarkedet også kan deltage i den såkaldte Forberedende Voksenundervisning, i daglig tale kaldet FVU. Den mulighed greb FOF i Esbjerg, og de kontaktede Esbjerg Kommune for at etablere et samarbejde. Ældre Sagen kom hurtigt med ombord, og i løbet af et par måneder udviklede de tre i fællesskab et forløb på 12 uger.

Ældre Sagen er med ombord

Henrik Vej Kastrupsen, forstander for FOF fortæller: – Det har været helt afgørende at have Ældre Sagen med ombord. De ved, hvor skoen trykker, og vi har derfor lavet tre spor, der passer til de produkter, som borgerne bruger i daglige. Et iPhone/iPad-spor, et Android-spor og et computer-spor (Windows og office-pakken).  Fra april til juni har FOF kørt et testhold, og det er gået over alt forventning.

Ambitiøs seniorpolitik

Fra Esbjerg Kommune, udtaler formand for Sundhed & Omsorgsudvalget May-Britt Andrea Andersen:  – I Esbjerg Kommune har vi vedtaget en ambitiøs seniorpolitik, hvor ét af indsatsområderne handler om ”at finde vej i et digitalt og teknologisk samfund”.  Vi har valgt at fokusere på dette emne, fordi vi, gennem vores kontakt med kommunens seniorer, ved, at flere af dem har svært ved at begå sig i et stadigt mere digitaliseret samfund, og at behovet for at blive mere tryg og driftssikker i brugen af de digitale værktøjer er stort.

Kurserne i Ribe starter i september

Kurserne starter i Ribe og Bramming den første uge i september, og det er ”først til mølle”. Der er oprettet 26 kurser, men tilbuddet fortsætter ind i det nye år, så kommer man ikke med i 2024, kan man skrive sig på venteliste til 2025. Tilmeldingen er åben på www.fof-it.dk

Faktaboks

  1. Forløbet består af tre spor. Et iPhone/iPad-spor, et Android-spor og et computer-spor (Windows og office-pakken).
  2. Man kan kun vælge ét spor.
  3. Hvert spor udbydes på et begynder-niveau (trin 1) og et letøvet-niveau (trin 2).
  4. Når man er færdig med trin 1, er det muligt at fortsætte på trin 2.
  5. Der undervises i Ribe (rådhuset), Bramming (biblioteket) og Esbjerg (Kongensgade 70).
  6. Ældre Sagens IT-caféer i de tre byer hjælper med eventuelle forberedelser til kurset.
  7. Kursusforløbet udbydes af FOF via hjemmesiden fof-it.dk.
  8. Har man problemer med at melde sig til, kan man få support hele sommeren på hverdage mellem kl. 09.00-12.00 på telefon 2422 7728.