Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, lørdag den 30. oktober

Anlægsgartner og entreprenør Jesper Rohr Jørgensens nybyggeri på Nørremarkens i Ribe skyder nu godt i vejret. De store stålbuer, der danner skelettet i byggeriet, er rejst, og rejsegildet er berammet til den 19. november fra klokken 12 til 15.

– Her er alle interesserede velkomne til at komme og kigge. Vi kunne egentligt godt holde rejsegilde nu, men da det er efterår, ved man aldrig med vejret, så derfor venter vi til der er kommet tag på byggeriet og det er mere lukket, forklarer Jesper Rohr Jørgensen.

Byggeriet omfatter omkring 1000 kvadratmeter lager, værksted, administration og træningslokaler til medarbejderne. Byggeriet skal stå færdigt i uge 16 næste år.

– Vi bygger, så der er plads til udvidelse af firmaet, men udvidelse er ikke målet i sig selv. Omvendt vil det være dumt ikke at bygge, så det kan rumme en udvidelse, når vi nu er i gang, siger Jesper Rohr Jørgensen.

Nybyggeriet på Nørremarken erstatter det planlagte og meget omtalte projekt ved Varde Hovedvej, hvor Jesper Rohr Jørgensen efter meget tovtrækkeri med myndighederne ikke kunne få lov at bygge, selv om der i første omgang var givet en tilladelse. Den tilladelse klagede Danmarks Naturfredningsforening over, og det medførte ny sagsbehandling, flere ændringsforslag med efterfølgende klager fra DN og som bekendt til, at Jesper  Rohr Jørgensen til sidst opgav projektet.

Byggeriet ses fra luften