Tekst Hasse Jørgensen, arkivfotos Ryk Ind Ribe, onsdag den 8. december
De mange projekter, der er sat i gang for at fremme Mandø og gøre øen til et bedre sted at bo, er nu resulteret i, at der søges søsat et helt nyt projekt: områdefornyelse på Mandø. Det projekt skal koordinere de øvrige projekter på øen, og det er for en stor parts vedkommende finansieret af statsmidler.
De projekter, der er sat i gang eller under forberedelse på øen, vil sammenlagt koste 32,4 millioner, og hertil skal så lægges 11.530.000 kroner til projekt områdefornyelse. F disse penge kommer 9.224.000 kroner fra staten, mens kommunen bidrager med 2.306.000 kroner.
I første omgang har udvalget for plan og miljø sagt ja til projektet, der senere skal behandles i økonomiudvalget og byrådet. Byrådet skal godkende projektet inden udgangen af i år, hvis statens bidrag skal komme til udbetaling.
– Det bliver dejligt at få det samlet de store projekter på øen, vi har arbejdet med i mange år, under en paraply og virkelig få sat fokus på de projekter. Det kommer til at koste lidt ekstra, men vi synes også, at Mandø skal tilgodeses med hensyn til de projekter, der er sat i gang, siger formanden for plan og miljø, Karen Sandrini (S).
– Kan det udvikle Mandø?
– Det kan sikre både bevarelse, udvikling og det, at vi passer på øen. Der er et dyreliv, der skal tilgodeses og beskyttes. Dertil kommer, at flere har interesse for Mandø, fordi det er så unikt et område. I forhold til byfornyelse er det en fin vejledning i, hvordan man kan søge midler til og få vejledning i at restaurere huse og bringe dem tilbage til originalen i respekt for kulturarven.
– Når folk besøger Ribe, har mange forventninger om at se kulturarven, og når de mennesker besøger Mandø, skal der gerne være en rød tråd fra Ribe til Mandø, siger Karen Sandrini, der også peger på de store projekter, der er i gang som f.eks. Dark Sky Place: – Det er helt unikt og kan blive en storslået turistattraktion, påpeger udvalgsformanden.
Projekt områdefornyelse skal styrke fællesskabet, medføre etablering af et fælleshus, aflaste Mandø By trafikalt, forbedre og forskønne mødesteder og stier, tydeliggøre Mandøs historie, kultur og natur og skabe borgerinddragelse.
Hele projektet ventes gennemført indenfor en femårig periode.










































































