Tekst og arkivfoto: Johnny Tauman
24. april 2025
– Gram Slot og Kjærgård Landbrugsskole har indgået et nyt samarbejde, der skal styrke elevernes faglige kompetencer og skabe nye muligheder for udvikling inden for bæredygtigt landbrug og regenerativ fødevareproduktion, fortæller forstander Lasse Iversen og fortsætter: – Samarbejdet kombinerer Gram Slots erfaring med økologisk drift og bæredygtige produktionsmetoder med Kjærgård Landbrugsskoles undervisning og praksisorienterede tilgang til landbrugsuddannelse.
Stort økologisk landbrug
På Gram Slot får eleverne fra Kjærgård Landbrugsskole nu mulighed for at dykke ned i den daglige drift af et stort økologisk landbrug. De vil arbejde med alt fra økologisk mælkeproduktion til regenerative dyrkningsmetoder, og få hands-on erfaring med indretning af staldsystemer og afgræsningskrav for økologisk kvæg. Dette samarbejde bringer teori og praksis sammen på en måde, der giver eleverne en dybere forståelse af bæredygtig landbrugsdrift.
Bæredygtige produktionsformer
– Vi ser et stort potentiale i at bringe eleverne fra Kjærgård Landbrugsskole tættere på hverdagen i et stort økologisk landbrug gennem et tæt samarbejde med Gram Slot. Her får de mulighed for at arbejde med bæredygtige produktionsformer, som bliver stadig vigtigere i fremtidens landbrug, siger Lasse Iversen Hansen, forstander på Kjærgård Landbrugsskole.
Som en del af samarbejdet vil der blive udviklet fælles undervisningsforløb, praktikmuligheder og studiebesøg, som giver eleverne indsigt i bæredygtig landbrugsdrift i praksis. Eleverne vil få adgang til Gram Slots landbrugsproduktion, hvor de kan opleve, hvordan bæredygtighed integreres i en moderne landbrugsproduktion.
Svend Brodersen glæder sig til samarbejdet
Samarbejdet er en del af en større strategi for at sikre, at de kommende generationer af landmænd er klædt bedst muligt på til at tackle fremtidens udfordringer inden for klima, miljø og ressourceforvaltning. Gram Slots direktør og medejer, Svend Brodersen, ser frem til at byde eleverne fra Kjærgård Landbrugsskole velkommen: – Vi er glade for at kunne bidrage til elevernes uddannelse ved at give dem mulighed for at opleve, hvordan bæredygtighed kan integreres i en moderne landbrugsproduktion. Det er vigtigt, at vi sammen sikrer en grønnere fremtid for dansk landbrug.
Bro mellem teori og praksis
Med samarbejdet mellem Gram Slot og Kjærgård Landbrugsskole bliver der skabt en solid bro mellem teori og praksis, som vil gavne både elever og undervisere fra Kjærgård Landbrugsskole, landbruget på Gram Slot og den grønne omstilling.