Tekst: René Jørgensen Foto: Esbjerg Kommune.
16. august 2025.
Nyt projekt skal bygge bro mellem beboere på og omkring Margrethegården i Ribe og øge nærvær og livsglæde hos områdets seniorer
Mere liv og glæde i hverdagen – både for beboerne på plejehjemmet Margrethegården i Ribe og for beboere i lokalområdet. Det er målet med et nyt projekt, som Esbjerg Kommune har sat i gang.
Med et nyt projekt vil Esbjerg Kommune afprøve nye tilgange og måder at samarbejde på, som kan styrke brobygningen mellem plejehjem, seniorer i lokalområdet og andre lokale aktører og øge nærvær og livsglæde hos både plejehjemsbeboere og seniorer i lokalområdet.
I første omgang gælder det beboere på og omkring plejehjemmet Margrethegården i Ribe.
Fællesskab og frivillighed
– I Esbjerg Kommunes seniorpolitik har vi en vision om, at vi i tæt samspil med civilsamfundet ønsker at skabe og udbygge eksisterende rammer for, at kommunens seniorer både på og uden for plejehjem kan leve et godt og værdigt seniorliv med gode sociale relationer. Det skal det nye projekt om nærvær og livsglæde bidrage til. Med afsæt i den enkeltes ønsker og behov og med et stærkt fokus på fællesskab og frivillighed ser vi frem til at skabe nye aktiviteter, der kan glæde beboere både på og omkring plejehjemmet Margrethegården og på sigt på og omkring alle kommunens plejehjem, siger direktør i Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.
Lokale opfordres til at dele idéer til aktiviteter
Frem til udgangen af september 2025 indsamler kommunen idéer fra lokalbefolkningen i Ribe til, hvordan man i fællesskab kan skabe flere hyggelige, sjove eller anderledes aktiviteter på plejehjemmet Margrethegården, som giver mening for den enkelte og mere liv og glæde i hverdagen for beboerne både på og uden for plejehjemmet.
Ca. 750 husstande i lokalområdet omkring plejehjemmet Margrethegården i Ribe modtager i disse dage en flyer med opfordring til at udfylde et spørgeskema. Svarene skal inspirere til det videre arbejde med aktiviteter, der kan blive en ny del af tilbuddene på Margrethegården.
Interesserede har mulighed for at svare på spørgeskemaet via en QR-kode, online på esbjerg.dk/svarlivglæde eller ved at kigge forbi på Margrethegården onsdag den 3. september eller torsdag den 4. september 2025 kl. 10.00 – 12.00. Det er også muligt at ringe på tlf. 20 37 48 21 eller 29 28 51 01 for at aftale en tid, hvor kommunen kan komme hjem til den enkelte for at hjælpe med at udfylde og indhente svar på spørgeskemaet.
Om projektet
Projektet Sammen om livsglæde og nærvær på plejehjem i Esbjerg Kommune har fået tilskud fra Social- og Boligstyrelsen og løber over de næste tre år. Når projektet er slut, er målet, at de initiativer, der er sat i gang, fortsætter gennem et samarbejde mellem Margrethegården og områdets beboere. Erfaringerne fra Margrethegården vil også blive brugt på kommunens øvrige plejehjem.