Tekst Torben Ravnborg Nissen Foto: Pressefoto Esbjerg Kommune, mandag den 8. december 2025
Hvordan kan naturfagene gøres mere levende for skoleeleverne? Det bliver Esbjerg Kommunes folkeskoler snart klogere på i kraft af et nyt partnerskab med LIFE Fonden, der byder ind med nye måder at arbejde praktisk med naturfag tæt på virkeligheden.
Solceller, selvkørende biler og enzymer fra skovbunden bliver fremover en del af undervisningen for Esbjergs skoleelever. Esbjerg Kommune indgår nemlig et nyt samarbejde med LIFE Fonden, som skal give både elever og lærere bedre muligheder for at arbejde praksisnært med naturvidenskab og teknologi.
Med de såkaldte LIFE Forløb får eleverne hands-on erfaring med virkelighedsnære problemstillinger inden for bl.a. energi, miljø, bæredygtighed og teknologi. Samtidig får lærerne ny inspiration til undervisningsformer, der styrker nysgerrighed, trivsel og fællesskab.
Partnerskabet understøtter Esbjergs ambitioner som Danmarks EnergiMetropol og skal få flere børn og unge til at interessere sig for naturfaglige og tekniske uddannelser.
Formand for Børn & Skoleudvalget, Diana Mose Olsen, fremhæver, at initiativet giver undervisningen et markant løft og gør naturfag mere meningsfuldt for eleverne. LIFE Fondens direktør, Stefan Hermann, glæder sig ligeledes over samarbejdet, som skal øge børn og unges naturvidenskabelige dannelse og vise, hvordan forskning og teknologi påvirker vores hverdag og verden omkring os.
Kilde: Pressemeddelelse Esbjerg Kommune











































































