Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 20. november 2024

Mange ripensere vil huske den gennemgribende renovering, som Ribe Kunstmuseum gennemgik i 2009-2010, så det gamle hus fra 1864 genfandt sin gamle skønhed. Samtidig blev huset opgraderet, så det kunne leve op til moderne krav til museer.

Her, femten år efter, har der dog meldt sig et behov for at opdatere en del af inventaret. En del af det er belysningen. Ribe Kunstmuseum har lamper fra det tyske firma ERCO, hvis lamper lyser op på de mest berømte museer verden rundt. I efteråret 2024 har museet derfor udskiftet en del af den ældre halogenbelysning med ny og mere energivenlig LED-belysning.

Sådanne lamper er ikke helt billige, men museet har søgt og fået støtte fra en pulje til Slots- og Kulturstyrelsens til energiforbedrende tiltag på kulturinstitutioner, Norlys Vækstpulje og Fonden til Ribe Bys Forskønnelse.  Museet havde i de foregående år fået udskiftet en del af de gamle lamper, og nu er de sidste også skiftet. Der kunne ikke længere skaffes reservedele til de gamle lamper, og de brugte mere strøm end de nye lamper, hvilket museet især kunne mærke på sin elregning i 2022.

Museumsdirektør Anne-Mette Villumsen: – Her på museet har vi fokus på kunsten, men det er også vigtigt for os at blive et mere energivenligt museum ved at nedsætte vores elforbrug. Derfor er det glædeligt, at vi har fået generøs støtte til at kunne skifte vores gamle lamper ud med nye LED-lamper, som har et mindre strømforbrug.

Museet har lavet en vedligeholdelsesplan for bygningen, så i de kommende år er der andre dele af inventaret og huset, der skal opdateres, så Ribe Kunstmuseum bliver ved med at være et af landets smukkeste museer.