Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. marts 2024

Esbjerg Kommune skal i indeværende år modtage 197 flygtninge fra Ukraine, hvis flygtningestrømmen bliver som forventet.

Byrådet har netop godkendt, at flygtningene indtil videre anbringes på det gamle plejecenter Strandby. Udgiften vil blive 2,75 millioner kroner, og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) oplyste på byrådsmødet, at han forventer, at udgiften dækkes af staten.

750.000 kroner til frosthuller

Det er en kendt sag, at vinteren har været hård ved kommunens landeveje med mange, ret store frosthuller.

Byrådet har netop givet en ekstra bevilling på 750.000 kroner til reparation af disse huller.

Da kommunen ikke selv kan nå at reparere vejene, skal der entreres med en udefra kommende entreprenør.

Garanterer for lån

Ribe Fjernvarme ønsker at optage lån på sammenlagt 65 millioner kroner dels til finansiering af fjernvarmeprojektet i Øster Vedsted og dels til at føre fjernvarmenettet over i Ribe vest, hvilket bl.a. vil sige industrikvarteret.

Det betyder, at kommunen skal stille en kommunegaranti for en del af lånet, og det sagde et enigt byråd ja til.

Skolebyggeri kan starte

Et enigt byråd godkendte også frigivelsen af en projekteringsbevilling på 2.5 millioner kroner.

Pengene skal bruges til projekteringen af et nyt byggeri på Ribelundområdet til sammenlagt 20,5 millioner kroner. Byggeriet skal huse et skoletilbud til 12 elever, der har så svære handicap, at de ikke kan integreres i en specialskole.

Flere af de 12 elever bor allerede i området, og det betyder, at deres fremtidige skoletilbud ikke vil ligge langt fra bopælen.