Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, tirsdag den 14. januar 2025
Arbejdet med en ny lokalplan, der skal skabe baggrund for en helt ny bydel i Ribe på støberigrunden, er nu sat godt i gang.
Derfor indkalder kommunen nu til et nyt borgermøde, hvor interesserede kan høre mere om hele processen omkring Støberikvarteret.
Som tidligere omtalt i Ryk Ind Ribe holdes det nye borgermøde onsdag den 22. januar klokken 17 i Ribe Fritidscenter. Alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig, står der på kommunens hjemmeside.
Mødet blev allerede bebudet på et tidligere borgermøde sidst i november.
Arbejdet med at gøre støberigrunden færdig til nybyggeri, er stort set afsluttet. De gamle fabriksbygninger er væltet og grunden er planeret.
Nu er arbejdet med den nye lokalplan for grunden i gang. Planen skal udstikke rammerne for, hvad, hvor og hvordan der må bygget på arealet.