Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 16. marts 2026

Som følge af den seneste strafreform skal der etableres et nyt åbent kvindefængsel med plads til omkring 60 indsatte et sted i Vestdanmark. Alt tyder i skrivende stund på, at det – som tidligere omtalt – bliver på Snepsgård. Der arbejdes i hvert tilfælde fortsat med de planer i Danske Fængsler.

Det fremgår af en redegørelse, som Ribe Golfklub, der er nærmeste nabo, har fået.

For at kunne komme hurtigt i gang — og samtidig tænke bæredygtigt — har man undersøgt muligheden for at bruge og ombygge eksisterende bygninger i området. Valget er faldet på ejendommen på Snepsgårdevej 20 i Ribe, som i forvejen har mange af de faciliteter, der er behov for.

Arbejdet er fortsat i en tidlig fase. Styrelsen for Danmarks Fængsler er i gang med interne afklaringer og dialog med ejendommens ejer. Samtidig undersøges det, om der skal udarbejdes en ny lokalplan, da den nuværende plan ikke giver mulighed for at anvende ejendommen til fængselsformål.

Et åbent kvindefængsel adskiller sig væsentligt fra det, mange forbinder med et traditionelt fængsel. De indsatte kan i et vist omfang frit bevæge sig rundt på området i dagtimerne, når de skal til arbejde, undervisning, sundhedsbehandling eller andre aktiviteter, Om aftenen bliver de låst inde på deres værelser og lukket ud igen næste morgen.

Hverdagen i fængslet er tilrettelagt, så den minder mest muligt om et almindeligt hverdagsliv. De indsatte følger faste rutiner, deltager i beskæftigelse eller undervisning, laver mad selv og deltager i forskellige forløb, der skal hjælpe dem videre og mindske risikoen for ny kriminalitet. Kun få indsatte har tilladelse til at forlade området for eksempel i forbindelse med uddannelse eller arbejde uden for fængslet.

Udseendemæssigt vil fængslet heller ikke ligne et traditionelt lukket fængsel. Der vil ikke være høje mure eller kraftige hegn. Eventuelle mindre hegn har primært til formål at markere området og forhindre uvedkommende i at komme ind.

I den kommende tid arbejdes der videre med planlægningen af, hvordan fængslet konkret skal indrettes og fungere. Når planlægningen er på plads, vil projektet blive sendt i udbud, så entreprenører kan byde på opgaven med at ombygge den tidligere AMU-ejendom til et åbent kvindefængsel.

Hvis alt forløber som planlagt, forventes ombygningen at starte omkring midten af 2027, og fængslet kan åbne i slutningen af 2028. Inden da skal projektet dog godkendes af flere myndigheder.