Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, søndag den 20. oktober
Hvornår skal en gymnasieelev noteres for fravær fra en time? Er det, hvis eleven kommer et minut for sent til undervisningen, eller er det først, hvis der er tale om et regulært fravær?
Spørgsmålet har været genstand for megen diskussion, og langt de fleste er af den mening, at det at blive dømt for fravær i en hel time blot fordi man kommer et minut for sent, er uretfærdigt.
Nu vil undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) rulle de regler tilbage, som hendes kollega i den foregående regering, Merete Riisager (LA), indførte.
Før Merete Riisager var det den enkelte lærer, der vurderede, hvornår der skulle noteres fravær, og hvornår ikke. Den borgerlige regering lavede en meget detaljeret lov for notering af fravær, og det blev mødt med utilfredshed både hos studerende og undervisere.
Planerne om at rulle reglerne tilbage, så det bliver underviserne, der vurderer fraværet i hvert enkelt tilfælde, hilses med glæde på Ribe Katedralskole.
Det skriver TV Syd.
Til mediet siger rektor Kristian Bennike, Ribe Katedralskole:
– Det er ret fornuftigt. Vi er jo heller ikke ligeglade med, om eleverne kommer til undervisning eller ej. Så for mig giver det god mening, at vi får det råderum tilbage.
Rektor frygter ikke højere fravær. Ifølge TV Syd er Kristian Bennike ikke bange for, at det reelle elevfravær vil stige, fordi det nu bliver lærerne, som igen skal bestemme, om der skal registreres fravær eller ej for den enkelte elev.
– Er der fire elever, der kommer for sent på grund af et tog, så skal eleverne ikke straffes for det. Så kunne man jo sige, at de bare skulle tage et tog før, men sådan er virkeligheden bare ikke. Altså nogle steder går der jo kun én bus om morgenen, og den næste er den, der går retur igen om eftermiddagen, siger Kristian Bennike til TV Syd.










































































