Månedens kunstværk, oktober 2021: L.A. Ring ”Sommerdag på Enø. En mark med modent korn i forgrunden”, 1913. Ribe Kunstmuseum. Tekst og foto Ribe Kunstmuseum.

Ribe Samlingen kan nu byde et helt nyt medlem velkommen, nemlig L.A. Rings lysende ”Sommerdag på Enø. En mark med modent korn i forgrunden”. Rings maleri blev erhvervet med generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet på auktion sidst i september. Det er signeret “L.A. Ring 1913” nederst til højre og måler hele 79 × 126cm.

L.A. Ring (1854-1933) malede en række værker på Enø tæt på Karrebæksminde, hvor han og familien i en årrække holdt ferie. I maleriet ”Sommerdag på Enø. En mark med modent korn i forgrunden” ser man familiens sommervogn i baggrunden. Sommervognen er også repræsenteret i flere af kunstnerens andre værker fra Enø. Landskabet er defineret af en ciseleret skarphed i detaljen. Kornstråene står nærmest skåret ud i malingen og giver værket en reliefagtig tekstur. Himlen er høj, og sommerskyerne skaber en diagonal, der trækker blikket ind i billedrummet. Parallelt med skyerne starter en vej i højre hjørne. I guldalderens landskaber repræsenterede værkerne ofte en helhed, der var struktureret af linearperspektivet.

I Rings værk kan vi ikke se, hvor vejen fører hen, og det er tydeligt, at kunstneren skildrer et udsnit af verden. Denne erfaring – at verden ikke kan overskues som en helhed – er en af de centrale erfaringer i det moderne gennembrud. Guldalderens perspektiv er tabt og erstattet af det moderne menneskes fragmentariske verdensbillede, hvor alt støder mod hinanden. Rings moderne, fragmentariske beskæringer er også tilstede i værket Stygt Vejr samt i Et halvtag ved keglebanen i Mogenstrup, der begge findes i Ribe Kunstmuseum samling. Landskabet fra Enø supplerer de fire andre værker af Ring fra museets samling på fineste vis og vidner om spændvidden i Rings arbejde.

Maleriet bliver et hovedværk på museets kommende L. A. Ring‐udstilling Årstidernes Ring (sommeren 2022) der er skabt i samarbejde med dr.phil Henrik Wivel og Fuglsang Kunstmuseum.