Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, tirsdag den 8. juli 2025
Politiet arbejder stadig intenst med at opklare drabssagen fra Københoved. En drabssag, der fik udløber til Ribe, da en 32-årig mand med en pistol forskansede sig i en kælder på J. Lauritzens Plads. Det medførte, en større afspærring i den indre by i omkring 12 timer.
Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager i dag undersøgelser af to områder i Vejen og Brørup. Det sker i forbindelse med efterforskningen af drabet på den 42-årig polsk mand, som den 23. marts blev fundet afdød i Københoved i Vejen Kommune.
– Hundepatruljer undersøger i dag området omkring en sø i det nordlige Brørup. Da vi var på stedet i sidste uge, havde vi vandsøgshunde og dykkere på stedet. I dag undersøger vi området omkring søen med patruljehunde og nedgravningshunde. Samtidig undersøger vi også gerningsstedet i Vejen med hunde, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Resultaterne af undersøgelserne vil indgå i den efterforskning, som fortsat er i gang.
– Borgere i området kan være helt trygge. Vi har ikke mistanke om, at der er flere ofre i sagen, selv om vi benyttede os af vandsøgshundene i sidste uge. Hundene kan eksempelvis også markere på genstande, der har været i kontakt med afdøde personer. Vi gennemfører undersøgelserne som et led i vores omfattende efterforskning. Jeg kan ikke komme med flere detaljer om sagen – blandt andet af hensyn til de pårørende, og fordi vi risikerer at ødelægge vores muligheder for at opklare sagen, hvis vi kommer med yderligere oplysninger, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.
I sagen er der tidligere anholdt tre mænd på henholdsvis 27, 32 og 40 år. De er varetægtsfængslede og alle sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.