Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. september 2025

AH Industries a/s i Ribe, den tidligere Ribe Maskinfabrik, er en af de virksomheder, der får del i de 422 millioner kroner, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) netop har frigivet til syv forskellige projekter. AH Industries a/s er en del af Njord Assembly Lines af Euro Steel Danmark A/S. Med I selskabet er også SM Industries A/S, Røde Kro.

De to virksomheder i Ribe og Rødekro skal dele 44,6 millioner kroner for at levere nøglekomponenter til næste generation af vindmøller fra europæiske vindmølleproducenter. Projekterne omfatter udvidelser af produktionsarealer og installation af specialiseret udstyr til fremstilling af dele til vindmøllesektoren.

De 44,6 millioner kroner forventer at generere 120 nye arbejdspladser fordelt på Ribe og Rødekro, og hvordan fordelingen bliver, er ikke endelig afgjort endnu. De nye arbejdspladser ventes etableret frem til april 2027.

Meldingen om de mange arbejdspladser vækker glæde hos borgmester Jesper Frost Rasmussen (V): – Det er fantastisk, at vi har virksomheder her i kommunen, der også får glæde af de midler, som staten deler ud af. Vi vil rigtig gerne den grønne omstilling og brintproduktion, men det er nye områder, som hele kæden af underleverandører først skal udvikles til. Derfor er der nok behov for lidt støtte.

Pengene kommer fra regeringens grønne investeringsfond, der sammenlagt er på omkring 3 milliarder kroner. Pengene skal sikre udvidelsen af produktionsfaciliteter indenfor vindmøller eller teknologi indenfor Power-to-X.

I en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet siger erhvervsminister Morten Bødskov:Verden er forandret. Kina buldrer afsted på det grønne område med gigantiske statsstøtteprogrammer. Det kalder på handling, hvis ikke Danmark og vores grønne industri skal sakke alvorligt bagud i kampen om fremtidens job. Derfor giver vi nu vores grønne styrkeposition et massivt rygstød. Med målrettet støtte til syv projekter herhjemme skaber vi op til 500 job og nye, grønne investeringer på omkring 3 mia. kr. Det er et stort skridt mod, at Danmark kan kæmpe med om fremtidens grønne vækst og arbejdspladser.

Økonomiminister Stephanie Lose siger: – Gode danske virksomheder bidrager med løsninger og nye teknologier til den grønne omstilling, både i Danmark og globalt. Den styrkeposition ønsker regeringen at fastholde og udvikle. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu støtter dygtige grønne virksomheder med over 400 millioner kroner til nye investeringer. Det vil bidrage til at fastholde vores styrkeposition på det grønne område og samtidig understøtte arbejdspladser i hele landet.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard siger: – Når andre lande investerer så massivt med statsstøtte i grøn industri, kan vi ikke bare stå og kigge på. Jeg er ikke selv tilhænger af, at det redskab bruges for meget. Men her bruger vi ordningen til det, den er skabt til. At sætte turbo på den grønne omstilling, samtidig med at vi holder hånden under danske arbejdspladser, industri og konkurrenceevne.

Ud over Ribe og Rødekro er det virksomheder i Espergærde, Lunderskov, Frederikssund, Aalborg og Brande, der får penge i denne omgang.