Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 4. februar 2025
Udgifter til det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune ligger væsentligt over gennemsnittet for kommuner i Region Syddanmark. En række indsatser skal sikre, at udgifterne på området bringes i økonomisk balance, samtidig med at borgerne sikres en hurtigere afklaring og det rette tilbud.
Esbjerg Kommunes udgifter på det specialiserede voksenområde, som omfatter hjælp til mennesker med handicap, psykiatriske udfordringer, hjemløshed eller misbrug, ligger højere end gennemsnittet for kommuner i Region Syddanmark. Det viser en analyse fra KKR Syddanmark. I 2023 var tallet 60 mio. kr. højere. Sammenligner man Esbjerg Kommunes udgifter på området med de tilsvarende gennemsnitlige udgifter i Kolding, Sønderborg og Vejle kommuner, ligger Esbjerg Kommunes udgifter 123 mio. kr. højere.
Som et led i kommunens budgetaftale for 2025-2028 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes et oplæg til organisering og struktur for tilbuddene på det specialiserede voksenområde med det mål at finde det rigtige budgetniveau, der sikrer økonomisk balance.
– Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at støtte borgere med handicap og udsatte borgere, men vi skal være åbne for at gøre det på nye måder, som er mere omkostningseffektive for kommunen og samtidig har en bedre effekt for den enkelte borger. Fremfor at visitere en borger til et botilbud kunne man for eksempel fremover overveje, om der i stedet kan sættes ind med støtte i borgerens eget hjem, så borgeren kan leve et mere selvstændigt liv, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lykke.
Her skal der sættes ind
Til støtte for arbejdet med at finde det rigtige budgetniveau, der sikrer økonomisk balance på det specialiserede voksenområde, har Esbjerg Kommune bedt virksomheden Komponent udarbejde en indledende analyse af området. Formålet med analysen har været at afdække potentialer og udfordringer i forhold til at stoppe udgiftsudviklingen og reducere udgifterne på det specialiserede voksenområde, samtidig med at borgerne får den nødvendige hjælp og støtte.
Analysen viser særligt fire områder, hvor Esbjerg Kommune har markant højere udgifter end gennemsnittet for Region Syddanmark og de sammenlignelige kommuner Kolding, Sønderborg og Vejle og derfor med fordel kan sætte ind. Det drejer sig om herberg og forsorgshjem, midlertidige botilbud, forebyggende støtte og stofmisbrugsbehandlingen.
Med udgangspunkt i analysen anbefaler Komponent, at Esbjerg Kommune skal arbejde videre med 15 konkrete anbefalinger for området inden for temaerne: systemhandlekraft, myndighedssagsbehandling, tilbud, tværgående samarbejder og styring.
Der er blandt andet brug for øget ledelseshandlekraft og flere opfølgninger på beslutninger og tiltag. Sagsbehandlingen skal have større fokus på udvikling hos borgeren. Kommunens brug af forsorgshjem og herberg, stofmisbrugsbehandling, forebyggende støtte og midlertidige botilbud skal vurderes.
Vigtigt er også at styrke det tværgående samarbejde i kommunen, så opgaver koordineres med f.eks. borgerservice, Jobcenteret og med Sundhed & Omsorg, og at man har fokus på at arbejde sammen om overgange fra barn til voksen. Endelig skal der mere fokus på økonomistyring, strategisk brug af ledelsesinformation og evaluering af den model, som bruges til at tildele ressourcer.
Er i gang
– Vi er i gang med en handlingsplan, som følger op på analysens anbefalinger. Det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune har blandt andet manglet en beskrivelse af serviceniveauet, og her er vi på vej med at udvikle kvalitetsstandarder. Vi vil arbejde på tiltag, som styrker ledelse og økonomistyring, omlægger ydelser og ændrer den måde, vi tilgår borgerne på, så borgerne sikres en hurtigere afklaring og det rette tilbud, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for Fritid Sundhed & Omsorg og har direktøransvar for Voksen Social i Borger & Arbejdsmarked, Esbjerg Kommune.