Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 26. juli

Indkørslen til Storkesøen fra Haulundvej i Ribe har gennemgået en kolossal forvandling over det sidste års tid.

Det hele startede med, at ejerne af Storkesøen købte en gammel ikke særlig køn ejendom foran Storkesøens administrationsbygning. Den ejendom blev jævnet med jorden og erstattet af et stort areal med græs, ligesom der er opført seks nye hytter op mod selve Storkesøen.

Der er tale om seks lyse og velindrettede hytter med luft til luft varme, så der både kan køles ned om sommeren og varmes op om vinteren.

– Vi var meget spændte på, hvordan gæsterne ville tage mod de nye hytter, men de er blevet en stor succes, og i øjeblikket er alle udlejningsenheder på stedet lejet ud, fortæller en af ejerne, Lise Agger.

De nye hytter er på 45 kvadratmeter, og selv om 45 kvadratmeter kan synes af lidt, er hytterne vel indrettede og med god plads til fire personer.

Hytterne er i midten forsynet med et opholdsrum med TV, og i den ene ende er der et soveværelse med to enkeltsenge samt et veludstyret køkken, mens der i den anden ende er et soverum med en dobbeltseng samt separat bad og toilet. Store vinduespartier giver et rigtigt godt lysindfald over alt.