Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 6. september.
Brorsonsmindes hyggelige og stemningsfyldte lokaler lagde torsdag eftermiddag rum til den reception, der markerede, at Thomas M. Skovmose har forpagtet huset af ejerne Lise Frederiksen og Poul Anker Nielsen.
Thomas M. Skovmose, der i øvrigt er godt kendt med stedet, da han tidligere har været ansat her, vil drive stedet videre med forskellige arrangementer, små og store selskaber og mad ud af huset. Og ved receptionen i går fik de mange gæster en prøve på, hvad Thomas Skovmose, der er uddannet kok, kan præstere i et køkken – og det er ikke småting.
Brorsonsminde blev i 1899 bygget som missionshus, og i 2007 overtog Lise Frederiksen og Poul Anker Nielsen huset, der blev gennemgribende men nænsomt restaureret med skyldig hensyntagen til husets historie.










































































