Tekst og foto Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, fredag den 11. april 2025

Nye sponsorater giver nye muligheder for parterne. Således også i Ribe Fritidscenter, hvor fritidscenteret meget gerne vil indlede et endnu tættere samarbejde med erhvervslivet, end tilfældet har været hidtil.

Det har udmøntet sig i et endnu tættere samarbejde med Skjern Bank, som i flere år har været sponsor i fritidscenteret, men som nu i en to-årig aftale er gået ind som hovedsponsor for hal 1, der fremover bærer navnet Skjern Bank hal 1.

Og den nye aftale de to parter i mellem har omgående ført et nyt arrangement med sig: en af dansk håndbolds helt store navne, Henrik Møllgaard, kommer til Ribe og holder foredrag i fritidscenteret den 13. maj klokken 19,30. Arrangementet kombineres md en mulighed for spisning før foredraget, og der kan købes billetter til begge ting på billetten.dk

Henrik Møllgaard er, som de fleste vil vide, på vej til Paris som assistenttræner efter en lang og glorværdig karriere i dansk og europæisk håndbold. Han stammer fra Gredstedbro og har også spillet i Ribe HK som helt ung.

Når Stefan Madsen tiltræder som cheftræner i Paris Saint-Germain (PSG) bliver Henrik Møllgaard assistent.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Henrik Møllgaard

– Arrangementet med Henrik Møllgaard er nok ikke noget, vi havde kastet os ud i alene, men den nye aftale med Skjern Bank gør det muligt, fortælle direktør i Ribe Fritidscenter, Claus Pedersen.

Det er en kendt sag, at økonomien er anstrengt i Ribe Fritidscenter med underskud på driften i et par år, og udsigterne er ikke lysere, hvor de kommunale skolers kraftige besparelser på anvendelse af haltimer gør ondt.

– Vi vil meget gerne have et meget tættere samarbejde med erhvervslivet. Vi har heldigvis fået en god støtte hidtil, men vi vil gerne have et endnu tættere samarbejde. Vi har sponsoraftaler, der er er op til 40 år gamle, og vi har fra fritidscenteret aldrig spurgt erhvervslivet, hvad de gerne vil have ud af samarbejdet. Det vil vi gøre fremover.

– Vi vil bl.a. spørge erhvervslivet, om der er arrangementer, som det gerne ser vi laver, og som det eventuelt kan bruges til arrangementer for medarbejderne. Vi har tidligere lavet mange koncerter og andre kulturarrangementer, og nu vil vi inddrage erhvervslivet mere, uddyber Claus Pedersen.

Afdelingsdirektør i Skjern Banks afdeling i Ribe, Jesper Fabrin, forklarer det udvidede sponsorat således:

– Som lokalbank er Ribe Fritidscenter en central del af Ribe med mange aktiviteter. Vi vil gerne have en by, hvor der sker noget. Det vil vi gerne bakke endnu mere op om. Det, at der sker meget i byen, er med til at få folk til at flytte tilbage til Ribe, fordi der er meget at flytte tilbage til, siger Jesper Fabrin.

Han er selv foreningsmand både som organisationsmand og aktiv udøver, og både han og Claus Pedersen er enige om, at det at løfte i flok giver mange flere muligheder.

– Så selv om hal 1 nu er Skjern Banks, er andre virksomheder velkomne. Vi har endnu både hal 2, hal 3. Multisalen og motionscenteret ledige, lyder det fra Claus Pedersen.