Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen. Mandag den 16. september

Ordningen med, at søskende fremover lettere end tidligere kan komme i samme daginstitution, bliver fremrykket.

I det oprindelige forslag var det meningen, at ordningen skulle indføres med virkning fra den 1. januar 2020, men med byrådets beslutning mandag eftermiddag bliver ordningen fremskyndet og indført fra den 1. november i år.

Det var formanden for udvalget for børn og familie, Daina Mose Olsen (SF), der på byrådsmødet gjorde opmærksom på, at forvaltningen efter opfordring udefra godt mener, at ordningen kan gennemføres fra den 1. november i år.

Ordningen går i princippet ud på, at søskende har fortrinsret til en institution selv om der er børn, der har stået længere tid på ventelisten.

Ordningen fik positive tilkendegivelser på byrådsmødet fra bl.a. Anne Marie Geisler Andersen (R) og Jacob Lohse (V), der pegede på, at det kan blive nødvendigt at tage sagen op igen, fordi ordningen rammer andre end de søskende, der får fortrinsret.

Diana Mose Olsen slog fast, at man kommer til at kigge på ordningen igen al den stund, at kommunen er presset på antallet af pladser i vuggestuer og børnehaver specielt i den indre by i Esbjerg men også generelt.

Det er et problem, som man er ved at kigge på i øjeblikket, sagde udvalgsformanden.

Hvorom al ting er, så gælder den nye søskendeordning fra den 1. november i år.