Tekst Torben Ravnborg Nissen, Esbjerg Kommune pressefoto, onsdag den 17. juni 2026

Den nye scene i Esbjerg Bypark er allerede blevet taget godt imod og danner i år ramme om alt fra sommerkoncerter og opera til Suset Festival og Fantasyfestival.

Ifølge formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Susanne Dyreborg, skal scenen være et samlingspunkt for både store kulturbegivenheder og lokale fællesskaber.

– Med den nye scene har vi fået endnu bedre muligheder for at skabe oplevelser for mange forskellige målgrupper, siger hun.

Scenen kan bruges til blandt andet koncerter, teater, foredrag, korsang og fællesskabsarrangementer. Området har plads til omkring 1.300 siddende gæster, og både borgere, foreninger, organisationer og virksomheder kan booke den.

Hen over sommeren byder programmet blandt andet på sommerkoncerter i juli, Sommeropera den 9. august, Suset Festival den 21.-22. august og Fantasyfestival den 18.-20. september.

Ikke-kommercielle arrangementer kan leje scenen for 515 kroner pr. dag, mens kommercielle arrangementer koster 4.772,50 kroner pr. dag.

Der kan læses mere om booking og priser på Esbjerg Kommunes hjemmeside.