Tekst Hasse Jørgensen, foto Region Syddanmark, mandag den 27. april 2025
Som led i konsolideringsplanen “En robust psykiatri” sætter Region Syddanmark nu gang i et pilotprojekt med brug af interne sikkerhedsassistenter i retspsykiatrien. Målet er at øge trygheden og sikkerheden for personalet og for de patienter, der er indlagt i regionens psykiatriske tilbud.
Pilotprojektet gennemføres på Psykiatrisk Afdeling Middelfart og forventes at kunne gå i gang ultimo 2025. Psykiatrien har hidtil brugt eksterne vagter. Dem kommer de nye sikkerhedsassistenter til at indgå i et samlet sikkerhedsberedskab sammen med, og på sigt er det meningen, at alle vagtopgaver skal hjemtages fra eksterne leverandører for at styrke den interne robusthed.
Sikkerhedsassistenterne vil blive uddannet til både at kunne indgå i håndtering af akutte situationer og deltage i det vigtige forebyggende arbejde i hverdagen, hvilket de nuværende eksterne vagter ikke har mulighed for.
Udvalgsformand Mette Bossen Linnet (V), Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, ser frem en mere sammenhængende løsning, hvor sikkerheden hænger mere naturligt sammen med det daglige arbejde på afdelingen:
– Det skal være trygt at gå på arbejde, og det skal være trygt at være patient. Den bedste sikkerhedsforanstaltning i psykiatrien er god og tidlig behandling, men med de nye sikkerhedsassistenter får vi et rigtig godt supplement til behandlingen, og vi får en mere helhedsorienteret indsats, hvor forebyggelse og tilstedeværelse går hånd i hånd med tryghed og respekt. Det er et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke vores psykiatriske tilbud.
Projektet har et samlet årligt budget på ca. 8,4 mio. kr. og skal evalueres i 2028 med henblik på en eventuel videreførelse og udbredelse til andre dele af psykiatrien i regionen.