Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, onsdag den 28. januar 2026
Der har i et stykke tid været aktivitet i Sct. Nicolajgade 9, hvor tøjbutikken Tip Top lå for mange år siden. Siden har stedet stort set stået tomt – indtil nu. Her er rykket et hold ind, der er i gang med at klargøre Ribes nyeste Restaurant og Cafe, Lille Liebling. Bag det står Orsi Léjer og Lennart Ribers.
Lennart Ribers er en gammel ribedreng. Han er søn af Brinnie og Jan Ribers og opvokset på Hans Jacobsvej i Tangekvarteret.
Siden Bo Ross, der tidligere har drevet restaurant Kolvig, tog ham under sine vinger i 8. klasse og lærte ham om mad, kvalitet og råvarer, har han arbejdet i – og været iværksætter i en benhård branche, som har ført ham vidt omkring. Han har drevet bagerier, caféer og restauranter i København, London og Berlin i mere end 20 år.
Det gennemgående i Lennarts projekter har altid været friske råvarer og kvalitet og stræben efter at gøre sit allerbedste.
Men arbejdet har krævet sit, og for godt et halvt år siden tog han en pause og rejste hjem til Ribe for at slappe af hos sin mormor Bente Petersen. En pause, der nu har varet omkring et halvt år.
– Lige pludselig følte jeg, at jeg var en del af et stort tandhjul, der bare kværnede rundt, og jeg trængte til at komme hjem i trygge omgivelser, fortæller Lennart.
– Men efter at have sundet mig og set, at denne adresse stod ledig – og havde gjort det i mange år – tænkte jeg, at det kunne være stedet, der kunne tilbyde Ribe noget nyt som supplement til alle de gode restauranter og caféer, der allerede findes, fortsætter han.
Lennart og samarbejdspartneren Orsi Féjer er en del af en gruppe på ti personer, Antidoté, som driver restauranter og bagerier forskellige steder. Gruppen har blandt andet del i en kaffeplantage i Rwanda, hvor kaffebønnerne vaskes, og det gennemgående koncept er friske råvarer. I Ribe får de adgang til et stykke jord på Hillerup Mark, hvor de vil holde høns og dyrke råvarer til restauranten.
Restauranten skal fungere som fuldtidsrestaurant fra april til oktober med åbent fra morgen til aften. Det skal være et sted med respekt for gæsterne og et niveau, der kan matche lignende koncepter i Oslo og København.
– Vi vil starte dagen med at riste kaffe og bage morgenbrød. Vi vil hente vores råvarer fra vores egen jord og ellers fra steder, hvor vi kan få dem helt friske. Vi har store ambitioner om at skabe et spisested med fokus på kvalitet og nærvær, siger Lennart Ribers.
– Jeg vil tage nogle af mine erfaringer med til Ribe og prøve at tilbyde byen noget af det, man ellers forbinder med storbyerne.
I de resterende måneder vil stedet fungere som kursus-café, hvor man blandt andet vil støtte sportsforeninger og skoler og tilbyde kurser i eksempelvis surdejsbrødsbagning og grøn madlavning.
Lige nu arbejdes der på højtryk med at gøre lokalerne klar, og de nødvendige bevillinger er ved at blive indhentet. Man forventer at åbne i maj 2026.
– Grundkernen i hele projektet er at give Ribe noget nyt, siger Lennart Ribers. Stedets navn rækker jo også ud til de mange tyske turister, slutter han storsmilende.

Orsi og Lennart arbejder hårdt med gode venners hjælp på at få restaurant Lille Liebling gjort klar til maj









































































