Tekst: Torben Ravnborg Nissen Pressefoto Vicuras DK, tirsdag den 31. marts 2026
Flere danskere kæmper med smerter og mistrivsel – virksomheder opfordres til at tage ansvar
En ny national sundhedsrapport tegner et alvorligt billede af danskernes trivsel. Mange oplever både fysiske smerter og mental mistrivsel i en grad, der påvirker deres arbejdsliv. Det bør få virksomheder til i højere grad at arbejde systematisk med forebyggelse og trivsel, lyder opfordringen fra sundhedsvirksomheden Vicuras.
Den Nationale Sundhedsprofil 2025 bygger på svar fra mere end 180.000 danskere og er en af de mest omfattende kortlægninger af befolkningens sundhed. Tallene viser blandt andet, at 12,3 procent af de voksne oplever fysiske smerter, som i høj grad påvirker deres daglige arbejde. Samtidig føler 9 procent sig triste det meste eller hele tiden, og kun 16 procent har et højt mentalt velbefindende.
Ifølge adm. direktør Jakob Ørnskov fra Vicuras er der behov for, at trivsel får en mere central plads i virksomhedernes arbejde.
– Hvis virksomheder ikke arbejder mere systematisk med trivsel og forebyggelse, risikerer vi, at regningen vokser i de kommende år, siger han.
Rapporten peger også på, at fysiske gener fortsat spiller en stor rolle i mange medarbejderes hverdag.
– Vi taler ofte om stress og mental trivsel, men fysiske smerter fylder stadig meget. Når medarbejdere går på arbejde med ubehag, påvirker det både energi, koncentration og arbejdsglæde, siger Jakob Ørnskov.
Hos Vicuras oplever man, at fysisk og mental sundhed ofte hænger tæt sammen. Arbejdsmiljøchef Christina Ferm peger på, at problemerne let kan forstærke hinanden.
– Har man smerter, sover dårligt eller er presset, kan det hurtigt udvikle sig til en negativ spiral. Derfor er det vigtigt, at virksomheder arbejder målrettet med både det fysiske og det mentale arbejdsmiljø, siger hun.
Sundhedsprofilen viser samtidig tydelige forskelle mellem befolkningsgrupper. Personer uden for arbejdsmarkedet har generelt dårligere trivsel end personer i job.
Ifølge Vicuras er der derfor gode grunde til at se forebyggelse som en investering.
– Virksomheder har større mulighed for at påvirke medarbejdernes trivsel, end mange tror. Jo tidligere man sætter ind, desto bedre kan man forebygge sygefravær og langvarige forløb, siger Jakob Ørnskov.
Fakta: Den Nationale Sundhedsprofil 2025
• Kortlægger danskernes sundhed, trivsel og livsstil
• Baseret på svar fra mere end 180.000 danskere
• Udgives af Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og regionerne
Om Vicuras
Vicuras arbejder med sundhed, trivsel og arbejdsmiljø i danske virksomheder. Virksomheden leverer blandt andet fysioterapi, ergonomi og massage på arbejdspladser og har samtidig fokus på forebyggelse af stress og styrkelse af mental sundhed.
Kilde: Pressemeddelelse Vicuras DK









































































