Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 10. maj 2019
Det har været lige ved at gå galt. Blandt andet under stormen i december 1999 stod vandet op til digekronen, da det stod højest. Heldigvis var det på et tidspunkt, hvor der var lavvande i Vadehavet. Var det sket, mens der var højvande, var digerne blevet oversvømmet.
Det har der siden været talt meget om, og nu har Kystinspektoratet taget det første skridt til at få overblik over risikoen ved oversvømmelser bl.a. ved Ribe i forbindelse med ekstreme hændelser, hvor både å og hav spiller ind. Næste skridt bliver en beregningsmodel, som kan udarbejdes på baggrund af rapporten.
Ribe by ligger som bekendt ved Vadehavet og ved udløbet fra Ribe Å og kan derfor risikere at blive oversvømmet i forbindelse med sammenfald af ekstremhændelser. Det vil her sige en hændelse, hvor vand i Ribe Å presser sig på fra baglandet, samtidig med at en storm presser vand fra Vadehavet ind mod byen på samme tid. Ved Ribe vil slusen lukke, hvis der bliver stormflod fra Vadehavet. Det betyder, at vand i åen ikke kan komme ud, og dermed er der forhøjet risiko for oversvømmelse.
– Én ting er at håndtere vand fra havet, men når en by, som for eksempel Ribe, samtidig trues af vand fra baglandet, kan det blive en helt anden situation. Derfor er det vigtigt, at vi nu i denne rapport får set på et samlet datagrundlag for at være forberedte på den situation. Mig bekendt er det første gang i Danmark, der bliver lavet den type analyse, hvor der ses på flere kilder til oversvømmelse samtidig, siger områdechef i Kystdirektoratet Ane Høiberg Nielsen i en pressemeddelelse.
Helt konkret samler og anvender rapporten store mængder data om vandføring og vandstand: Hvor mange liter vand kommer der gennem Ribe Å, målt i et tværsnit af åen på et givent sted over en given tid, og hvordan er vandstanden i Vadehavet og i Ribe Å. Rapporten ser på sandsynligheden for, at der bliver sammenfald af ekstremhændelser, også kaldet kombinerede hændelser samt størrelsen på hændelsen.
– For at undgå oversvømmelse i byer, som for eksempel Ribe, der kan blive truet af vand fra flere kilder samtidig, er det essentielt, at man kan forudsige disse hændelser, så der kan blive taget forhåndsregler i tide. Rapporten er første skridt til at kunne det, siger Ane Høiberg Nielsen.
Rapporten er udarbejdet af EU-projektet FAIR, med Esbjerg Kommune som partner. Metoden fra rapporten kommer til at danne grundlag for udarbejdelse af en model, som kan beregne risikoen for oversvømmelse ved kombinerede hændelser over hele landet. Beregningsmodellen vil være et godt redskab til at udføre beskyttelse mod oversvømmelse. Forenklet illustreret er den nye rapport trin ét, modellen trin to og den konkrete planlægning af beskyttelse mod oversvømmelse vil være trin tre i processen med at sikre tørre huse i Ribe.
Metoden for beregning af kombinerede hændelser, som beskrives i rapporten, skal også anvendes i forbindelse med oversvømmelsesloven, hvor Kystdirektoratet skal udarbejde risikokort for de 14 udpegede områder med særlig høj risiko for oversvømmelse.










































































