Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 17. januar 2024
Nu ser der ud til at sker noget med den midlertidige låge på den gamle kirkegård i Ribe. I løbet af foråret kommer der en ny indgangsport på den gamle kirkegård ved den bro, der fører fra Damvej til Kirkegården overfor Ribe Byferie Resort.
For næsten et år siden kunne Ryk Ind Ribe præsentere en model til den nye indgangsport. En port, der er lavt af det lokale kunstnerpar Lis Andersen og Ole Videbæk. Den nye port har været færdiggjort i nogen tid, men vejret har hindret, at den kunne opsættes i færdig stand. I øjeblikket er en del af porten rejst, men det sidste mangler.
– Det er simpelthen for koldt til, at det kan gøres færdigt. Der er dele, der skal limes, og man kan ikke lime udendørs, når temperaturen er under ti grader, fortæller formanden for kirkegårdsudvalget, Christian Abildgaard.
Han tør ikke givet en tidshorisont for, hvornår porten kan komme op: – Det afhænger helt af vejret.
Mellem de to stensøjler, der er sat op, skal der sættes en port støbt i bronze. Porten er støbt, og nu er det vejret, der afgør, hvornår den kan sættes i. Selve porten er placeret et par meter fra selve broen, og meningen er, at der skal plantes en bøgepur mellem træbroen og selve porten, så besøgende ledes naturligt hen til porten.
– Der er lavet en ny udviklingsplan for kirkegården, der bl.a. omfatter et stisystem, der passer til den nye port, fortæller Chr. Abildgaard.
Han erkender, at det har taget lang tid at få den nye port på plads. Der har været arbejdet i fem år på sagen.
– Vi skulle have biskoppens godkendelse, og der har været mange forslag til vurdering, men nu er denne løsning godkendt, og nu venter vi kun på vejret, så den kan blive færdig, siger Chr. Abildgaard.

Øverst ses de nye sten, der skal bære lågen. Neden under en tegning af den færdige port med beplantning og en model af lågen.