Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 15. april

I et forsøg på at bedre parkeringsforholdene i den indre by i Ribe, skal der nu laves en ny skilteplan for byen.

Det fortæller formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (V) efter at personale fra forvaltningen sammen med repræsentanter fra P-Nord har gennemgået byens nuværende skiltning. Det er P-Nord der sender parkeringsvagter til Ribe.

– Vi har fundet, at der er et behov for at revidere skiltningen, og det går vi i gang med, siger Søren Heide Lambertsen.

Han kan ikke specifikt pege på, hvor der vil blive lavet ændringer.

– Det er en helt ny skilteplan for de indre by, der bliver lavet, og det betyder, at vi kan kaste alle bolde i luften, siger udvalgsformanden.

Søren Heide Lambertsen siger, at den nye skilteplan vil være færdig sidst på sommeren. Herefter skal den forelægges politiet til udtalelse, og efterfølgende skal den politisk behandles. Det vil formentlig ske i løbet af efteråret.

Ribe har de sidste mange dage været besøgt af rigtig mange gæster, og det har betydet stort pres på de legale parkeringsmuligheder. Presset har til tider været så stort, at også uortodokse parkeringsmuligheder er taget i brug.

I øvrigt har der vist sig et par fejl på de elektroniske henvisninger til de store parkeringspladser. Søren Heide Lambertsen fortæller, at fejlene er indberettet til leverandøren, og at teknikere arbejder på at rette fejlene.

De seneste mange dages store tilstrømning til Ribe har givet pres også på de store parkeringspladser